FE-fejl udløser krav om undersøgelse

Lyt til artiklen

Ikke godt nok - dumpet! Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) netop offentliggjorte rapporter om sikkerhedssituationen i Irak var behæftet med så mange fejlvurderinger, at det bør få konsekvenser. Det mener oppositionen i Folketinget, der nu udvider ønsket om en undersøgelse af hele forløbet frem til Danmarks deltagelse i krigen i Irak til også at omfatte et krav om at få vurderet kvaliteten af arbejdet i FE. »Bundlinjen er jo - uanset synsvinkel - at kvaliteten i efterretningsarbejdet ikke er glorværdig. Hvad angår masseødelæggelsesvåben, tog FE jo fejl - akkurat som de engelske og amerikanske efterretningstjenester. Der er ikke fundet nogen«, siger Niels Helveg Petersen (R). Kendte fjenden tidligere Den konstatering bruger Helveg Petersen til at understrege behovet for »et hovedeftersyn« af FE. »I den gode, gamle, kolde krig kendte vi fjenden og hans geografi og sprog, og det indrettede FE sit arbejde efter. I dag ser verden ganske anderledes ud, men det virker ikke, som om FE har ændret strategi«, siger han. Kravet om at sætte særlig fokus på FE's arbejde støttes af både S og SF. »Vi ønsker en samlet analyse af FE. Kvaliteten af deres arbejde har jo mildt sagt ikke været overbevisende«, siger Jan Trøjborg (S). Varmt emne i USA og England Han henviser til lignende efterdønninger i USA og England, hvor netop efterretningstjenesterne og deres betjening af politikerne er et varmt, politisk emne. Også SF's formand, Holger K. Nielsen, betragter de offentliggjorte rapporter som et tegn på, at efterretningstjenesten trænger til en særskilt vurdering. »En undersøgelse kan også være med til at afdække, hvad der sker med de oplysninger, medarbejderne henter ind. Bliver de ændret efter et vink med en vognstang fra toppen? Det vil også være i FE's interesse at få afklaret«, siger han. Det var tirsdag aften ikke muligt at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører, Jens Rohde. Men regeringen har hele tiden afvist oppositionens generelle ønske om en uvildig undersøgelse af forløbet frem til beslutningen om at sende Danmark i krig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her