SF's medlem af Europaparlamentet Pernille Frahm har 47 giftige kemikalier i blodet. Det viser en undersøgelse af 39 EU-politikeres blod, som Verdensnaturfonden har gennemført. Tilsammen havde politikerne 76 forskellige stoffer i blodet. Pernille Frahm ligger en smule over gennemsnittet. »Undersøgelsen viser, at kemikalier ikke er et individuelt problem. Ligegyldigt om du lever økologisk og bruger naturlig sminke, så havner stofferne alligevel i dit blod«, siger Pernille Frahm til Politikens netavis. Grænseoverskridende problem Hun mener, at problemet er grænseoverskridende. Derfor bør EU hurtigst muligt finde fælles fodslag i sagen om den ny kemikalielov, så stofferne ikke havner i de europæiske forbrugeres blod fremover. Hun hæfter sig ved, at undersøgelsen ikke viser nogen sammenhæng mellem indholdet af kemikalier i blodet, og hvor stram de enkelte landes lovgivning er. Desuden savner hun - på linje med flere andre danske EU-parlamentarikere - viden om, hvilke konsekvenser stofferne har for kroppen. »Vi ved ikke en pind om, hvad de stoffer betyder for vores sundhed«, siger Pernille Frahm.
Pernille Frahm har 47 giftige stoffer i blodet
Lyt til artiklen