Fergo giver kirkeråd mundkurv på

Foto: Claus Lunde
Foto: Claus Lunde
Lyt til artiklen

Flere års konflikt mellem kirkeminister Tove Fergo og Det Mellemkirkelige Råd er skærpet, efter at rådet nu får sit lovgrundlag strammet, fordi dets aktiviteter efter ministerens mening kan misforstås. I et udkast til en ny bekendtgørelse slår ministeren fast, at Det Mellemkirkelige Råd ikke har nogen kompetence til at vedtage udtalelser om kirkepolitiske eller dogmatiske spørgsmål. »Som jeg ser det, er det en stramning, der har til hensigt at lukke munden på os«, siger rådets formand Paul Verner Skærved. Må ikke sige noget Hidtil har Det Mellemkirkelige Råd arbejdet på et grundlag, der hed, at rådet ikke kunne udtale sig om kirkepolitiske eller dogmatiske spørgsmål på folkekirkens vegne. Den nye formulering har, efter Skærveds mening, åbenbart til hensigt, at rådet slet ikke kan sige noget længere. Heller ikke på egne vegne som medlem af diverse internationale kirkeråd. »Men så vil jeg gerne vide hvem der skal definere hvad kirkepolitik og dogmatiske spørgsmål er, og hvad konsekvenserne er, hvis vi udtaler os alligevel«, siger han. Protest mod imamlov Den direkte anledning til Tove Fergos præcisering er, at repræsentanter af rådet for nylig var medunderskriver på en protest mod integrationsminister Bertel Haarders (V) såkaldte imamlov, fordi en lang række trossamfund mente, at religionsfriheden var i fare. »Der opstod en misforståelse så det så ud, som om det var den danske folkekirke, der skrev under, selv om det var Det Mellemkirkelige Råd, og så lyste der en masse alarmklokker. Derfor er der grund til at præcisere, at rådet slet ikke kan udtale sig. Heller ikke på egne vegne«, siger Tove Fergo. Paul Verner Skærved fastslår imidlertid, at rådet lægger vægt på at repræsentanterne altid udtaler sig på egne vegne og eget ansvar. Det er en gammel strid, der blusser op mellem Det Mellemkirkelige Råd og ministeren. Den begyndte for alvor for to år siden, da rådet tog initiativ til at sende danskere og andre skandinaver som såkaldte ledsagere til Mellemøsten. Hensigten var at hjælpe ofre på begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men blev af Tove Fergo set som ensidig støtte til palæstinenserne. Folkevalgt organ Senere er rådet uden held blevet forsøgt nedlagt blandt andet af Dansk Folkeparti, som beskylder det for at bryde den danske folkekirkes dogme om, at ingen kan tale på kirkens vegne. Det Mellemkirkelige Råd er valgt af menighedsrådene og dermed det eneste folkevalgte organ i folkekirken. Det har skabt frygt i dele af kirken for, at rådet tiltager sig legitimitet som synode, det vil sige et kirkeråd, der netop udtaler sig på folkekirkens vegne. Ifølge Tove Fergo er denne sag et oplagt eksempel på, hvad der vil ske, når folkekirken opretter folkevalgte råd og kommissioner. I sidste weekend mødtes kirkefolk i Nyborg med krav om øget selvstyre på kirkens økonomi, hvad kirkeministeren er imod. »Sådanne råd vil hurtigt begynde at tiltage sig mere magt end det var meningen«, siger hun. Det afviser Paul Verner Skærved bestemt er tilfældet i Det Mellemkirkelige Råd. »Det er jeg uenig i, for jeg mener bestemt ikke jeg har overtrådt nogen kommissorier«, siger Skærved, der i aftes var på vej ud for at fortælle et menighedsråd i Kolding om de kristne i Palæstina, hvorfra han netop er kommet hjem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her