Dårlige karakterer skæmmer ikke alene elevens eksamensbevis - de trækker også ned på skolens samlede gennemsnit. Derfor prøver nogle skoler at skille sig af med de fagligt svage elever. Det oplever to privatskoler i Nordsjælland, der modtager de dårlige elever. »Jeg har modtaget elever, hvor jeg helt klart ved, at det er det, det handler om. Elever, der er irriterende og omkringfarende og samtidig fagligt svage, kan der være mange grunde til at sende videre. Men hvis det alene går på elevens faglighed, så er det underligt. Hvis man skal sige det meget brutalt, så reducerer man eleverne til at være omvandrende karakterparametre«, siger skoleleder på Vejlesø Privatskole i Søllerød, Sven Jakobsen. Tvivlsomme begrundelser for skoleskift Skoleleder Henrik Stockfleth Olsen fra P-75 skolen i Lyngby-Taarbæk Kommune oplever også, at mange elever bliver sendt videre til hans skole med tvivlsomme begrundelser. »Vi har modtaget rimelig mange elever inden for de seneste år, hvor jeg simpelthen ikke har kunnet forstå, at eleven har været et fagligt problem for den skole, de er kommet fra«, siger han. Regeringen gennemførte, sammen med Dansk Folkeparti, for knap to år siden 'Lov om åbenhed og gennemskuelighed i uddannelsessystemet'. Den kræver, at alle skoler i dag skal offentliggøre elevernes karaktergennemsnit på internettet. Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Peter Allerup tvivler på, at loven har haft den direkte virkning, at elever bliver sendt rundt mellem skoler. Frygt for amerikanske tilstande Men han ser en risiko for, at scenariet tids nok kan blive virkelighed. Man behøver blot at skele til situationen i USA: »Her skiller man sig flere steder konsekvent af med de dårlige elever. Skolerne får nemlig ikke alene rygte efter deres gennemsnit - de får også penge«, siger Peter Allerup. Formanden for skolelederne, Erik Lorenzen, mener også, at der er grund til at holde øje med udviklingen: »Man kunne frygte, at lærere, med det meget store pres, der er på fagligheden i øjeblikket, kunne fristes til at bede skolelederen om at lade de børn, der har sværest ved det, skifte skole«. Venstre er ikke bekymret Den bekymring deler Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, ikke. Så uansvarlige er lærere og skoleledere ikke, mener hun. »Hvis man som skoleleder opfordrer til, at barnet ikke skal gå til eksamen af frygt for karakteren på nettet - så er det en ret dårlig skoleleder. Jeg er aldrig stødt på det problem«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























