Kloakrør er blevet filmet i årevis for at lokalisere utætheder og andre problemer. Nu kan man også bruge kameraer til at finde fejl på de langt mindre drikkevandsledninger. Det kan spare privatpersoner og vandværker for mange hundrede millioner kroner, måske milliarder. »Der er især gevinster at hente i de private boringer, der er lokalt forurenet af for eksempel uhensigtsmæssig brug af pesticider på gårdspladsen eller andre steder lige i nærheden«, siger direktør Anders Bækgaard fra vandværkernes forening, Danva. Utætte boringer Miljøstyrelsen fastslog for nylig, at utætte vandværksboringer er en af hovedårsagerne til forurening af det danske drikkevand. I de tilfælde, hvor der ikke er tale om generel forurening af grundvandet med for eksempel nitrat, kan problemerne dog løses ved blot at tætne boringerne. Hvis man vel at mærke kan finde utæthederne. Og det kan man nu - med et nyt digitalt kamera fra ingeniørfirmaet GEO, tidligere Geoteknisk Institut. Kameraet kan sænkes 200 meter ned, drejes 360 grader, og alle oplysninger lagres på en cd-rom til senere analyse. Teknikken betyder, at mange private med egne brønde ikke behøver at investere op mod 300.000 kroner i en ny boring eller tilslutning til vandværk, men kan nøjes med typisk 60.000 til lokalisering og lapning. En lapning, der gør boringen stort set så god som ny. Også mindre vandværker kan spare penge og undgå at skulle lede efter nye boringer. GEO vurderer ud fra foreløbige undersøgelser, at næsten en tredjedel af boringerne fra før 1980 er i så dårlig stand, at de akut skal udbedres. Der kan dog være boringer helt op til 1995, hvor rør eller samlinger er utætte. I de allernyeste boringer - fra efter 2000 - skulle alt være i orden, fordi der er blevet indført en egentlig brøndboreruddannelse. 50.000 drikker forurenet vand Der er mellem 80.000 og 100.000 boringer i Danmark - 11.000-12.000 af dem er vandværksboringer, resten ejes af privatpersoner. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser anslår, at cirka 50.000 danske familier drikker forurenet vand. Der er dog uhyre sjældent tale om akut fare.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























