Campingfolket er rykket ud

Inde i den røde skygge krabber Georg Aaberg rundt. Han bakser med at få stængerne på plads, mens resten af den voksne del af familien er aktiveret som hjørneholdere. Et vindstød giver et smæld i forteltets dug, og Georgs svigerdatter Birgitte advarer: »Det kan godt være, det lige pludselig siger griiitzch«. Familien Aabergs campingudstyr er nemlig ikke af den spritnye slags. Forteltet har Georgs kone, Lisbeth, »lappet og lappet og lappet, så du tror, det er løgn«. Men det er lige meget nu: Solen står ind i pladsens fortelte, så plastikvinduerne glimter som stanniol. Hæren af feriepakkede stationcars tegner skarpe skygger over græsset, og horder af klapstole er linet op til kaffe, yatzy og en stille sludder. Påsken har skudt campingsæsonen i gang - både her på Roskilde Campingplads og i resten af landet. Påskepjat Det rødbrune fortelt duver under Georgs muflen rundt. Et barnebarn bliver ekspederet ud af teltet og må tøffe et andet sted hen, indtil de voksne er færdige. »Jeg står bare her og holder på jernstangen«, bralrer Georgs søn, Tonny, højlydt op og får de andre til at grine. Inden Lisbeth kommer sin mand til undsætning under teltdugen, fortæller hun, at campingtilværelsen i denne omgang bliver for en kort bemærkning. »Vi er her kun til i morgen. Det er bare lidt påskepjat - vi ville ud og lufte den gamle vogn«. Hun tilføjer, at det imidlertid langtfra er slut med campinglivet for i år. Det er planen, at familien drager af sted igen til sommer. Anderledes er det for ægteparret Bob Kenneth og Jane Matheson. Deres hvide Opel Kadett og bordeaux R. C. Caravan holder parkeret længere oppe ad skråningen, og det solslikkende ægtepar har ikke tænkt sig at hive forteltets pløkker op, inden sæsonen slutter om et halvt år. Den bordeauxfarvede vogn lader de stå, når de efter påske tager tilbage til lejligheden på Frederiksberg. Campingvognen vil herefter sommeren igennem fungere som et sommerhus i klappe-ud-format. Jane og Bob Kenneth hører nemlig til campinghusarer af dens slags, der kalder sig fastliggere. Irriterende naboer »I går havde vi vores premierefrokost udenfor. Den har vi glædet os til«, fortæller Jane Matheson, der i teltets læ for vinden kan sidde i bare ærmer og tæer uden at fryse. For Jane og gemalen er det friheden ved campinglivet, der er altafgørende: Ingen have at passe, frisk luft i hovedet det meste af døgnet. Og mulighed for at flytte et andet sted hen, hvis naboen viser sig at være en irriterende en af slagsen. »Har vi egentlig nogen sinde oplevet det, Bob?«, spørger Jane fra det hvide havebord med to blomstrede dækkeservietter på. Bob har placeret sig i en klapstol i teltets indgangsparti. Han sænker avisen og tænker sig om. »Ja. I Paris«, siger han så. »Dem med katten!«. Jane griner ved tanken - de to har igennem 30 år camperet over det meste af Europa og tager deres to langhårede stamtavlegravhunde med sig hver gang. Veltalende hunde »Hundene har rejst så meget, at de taler både fransk, tysk og hollandsk«, siger hun og kigger hen mod de to, der for en kort bemærkning er dejset om oven på hinanden i græsset. Den ene hedder Lauses Norma Jean Hårfager, den anden Lauses Gaston Hårfager. Når en ny campingvogn nærmer sig, springer de op og bjæffer højlydt. Bare for at markere. »Da vi kom i tirsdags lå her ikke et øje, men siden er de væltet frem og tilbage«, fortæller Jane. Hun peger ud over græsskråningen, som løber ned mod Roskilde Fjord. Solen har lagt sig i sølvpaletter på vandets overflade, og strækker man hals, kan man se over til Roskilde Domkirkes spir på den anden side af fjorden. »Her er skønt«, som Jane konstaterer. Og i aften kommer »begge drenge og deres damer og små børn« på besøg i den minimale campingvogn. Kunne det være bedre? Det skulle da lige være, hvis grillsæsonen også var startet.