Glideskinne skal redde liv

Opfinderen Gunni Jensen sidder sikkert i selen på vej ned ad sin opfindelse   glideskinnen, som skal redde mennesker ud fra brændende højhuse.   Foto: Casper Dalgaard
Opfinderen Gunni Jensen sidder sikkert i selen på vej ned ad sin opfindelse glideskinnen, som skal redde mennesker ud fra brændende højhuse. Foto: Casper Dalgaard
Lyt til artiklen

Over hele verden så tv-seere de voldsomme billeder af skrækslagne mennesker, der i desperation sprang i døden fra World Trade Center 11. september 2001. Ingen reagerede dog som den 67-årige folkepensionist Gunni Jensen. Allerede en måned efter terrorangrebet i New York stod han klar med den første prototype på en opfindelse, der fremover vil kunne redde liv i lignende situationer. »Min første tanke var, at det måtte der gøres noget ved. Jeg kunne ikke acceptere som menneske, at folk var nødt til at springe i døden, uden at nogen havde givet dem en anden mulighed«, siger Gunni Jensen. Verdenspatent Hvis alt går efter planen, vil Gunni Jensen 26. april stå med et verdenspatent på den 'glidesko', som han fik ideen til i 2001. Det er da heller ikke uden en vis stolthed i stemmen, at den tidligere autoforhandler fremviser sit hjertebarn og giver en demonstration. På få minutter er han i selen, der er fastgjort til glideskoen. Så kravler han op ad stigen på endevæggen i Kalundborgegnens Produktionsskole i Svebølle, hvor han har udviklet sin opfindelse. Med én hånd og et hurtigt klik sætter han glideskoen fast på skinnen i nogle meters højde. Glideskoen er en vinkel af metal, hvor et sindrigt system af fjedre, ruller og tværpinde tilsammen sørger for, at passageren hænger fast på skinnen, indtil han selv hiver i udløseren og glider. Gunni Jensen slipper stigen og hænger i selen med benene ind mod væggen. Et lille ryk i udløseren får ham til at glide en meter ned ad skinnen, hvor den automatisk bremser. Et par ryk til, og så står han sikkert på jorden igen. »Jeg kiggede på en gardinstang, og så tænkte jeg: Den skal jo bare vendes på højkant, og så skal jeg finde en måde at bremse på«, fortæller han. Kører i al slags vejr I sig selv forholdsvis enkelt, men det har alligevel ikke været helt enkelt at få den til at leve op til kravet om typegodkendelse, fortæller Gunni Jensen. »Det er kravene, der er det svære. Den skal jo kunne køre i 50 graders varme, i frostvejr og på en våd skinne«, fortæller Gunni Jensen. Et menneskes vægt øges med 10 gange, for hver meter man falder. Det betyder, at glideskoen skal holde op til 1.200 kilo - eller nogenlunde det samme, som en personbil vejer. Præcis hvor mange penge Gunni Jensen har brugt på at konstruere glideskoen og tage patent på den, vil han ikke ud med. Men alene den første skrivelse fra patentbureauet kostede ham 68.000 kroner, og de utallige ture til testcentret i Glostrup kostede omkring 1.500 kroner i timen, så det er altså ikke håndører, han har investeret i projektet. »Min kone synes, at det er for mange penge, jeg har brugt på det«, konstaterer Gunni Jensen. Opfinderdfamilie Hans kone er selv medlem af den opfinderklub, hvor Gunni Jensen på fem år har opfundet ting som specielle håndtag til kørestole, dykkerklokker og anlæg til udnyttelse af bølgeenergi. Efter at have deltaget på messer i Herning og Düsseldorf har Gunni Jensen i enmandsfirmaet Ga-tek gang i korrespondancer med mulige købere til glideskinnen flere steder i verden. I Düsseldorf fik Gunni Jensen snakket med forretningsfolk fra 33 forskellige lande. For øjeblikket forhandler han med folk i blandt andet Sydkorea om at stå for salget i de respektive lande, men det er ikke kun til skyskrabere i New York, at glideskoene kan bruges. Også danske højhusbyggerier vil kunne have glæde af glideskoene, mener Gunni Jensen. »Glideskinnen kunne jo nemt monteres på fire- eller femetagers bygninger i København for eksempel. Og det er jo ideelt, hvis der er brand, for så brænder de gamle trapper af træ, og så er det da bedre at glide end at måtte springe ud fra 5. sal«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her