Kønssygdommen syfilis, som i flere år har været en næsten glemt sygdom herhjemme, har fået en ny opblomstring. Sidste år blev der konstateret 108 tilfælde af sygdommen i Danmark mod 63 året før. I forhold til 1994, hvor syfilis med 25 tilfælde var på det laveste niveau nogensinde, er der tale om mere end en firedobling. Og udviklingen ser ud til at fortsætte i de første måneder af i år. Klamydia mest udbredt Selv om tallene kan se beskedne ud i forhold til for eksempel Danmarks mest udbredte kønssygdom klamydia - der hvert år smitter cirka 25.000 personer - betragter sundhedsmyndigheder og læger udviklingen med stor bekymring. Derfor har Sundhedsstyrelsen netop bevilget 270.000 kroner til en kampagne, der skal stoppe spredning af sygdommen. Syfilis er i sig selv en alvorlig sygdom, der ubehandlet kan angribe nervesystemet og hjernen. Men først og fremmest er syfilis meget smitsom og indebærer en stærkt forøget risiko for også at overføre en eventuel hiv-virus, fordi sygdommen i de første to stadier indebærer sår og udslæt med risiko for blødninger. Syfilissår kan for eksempel sidde i munden og indebærer dermed en smitterisiko ved oralsex. Spørgsmål om tid Ifølge Statens Seruminstitut var omkring 30 procent af dem, der sidste år fik konstateret syfilis, også hiv-positive. Stigningen i syfilis sidste år er dog endnu ikke smittet af på antallet af nye hiv-tilfælde, som i flere år har ligget nogenlunde konstant på 250-280 om året. Men det kan være et spørgsmål om tid, viser erfaringerne fra Bispebjerg Hospitals klinik for hud- og kønssygdomme. »Hele sidste år konstaterede vi på klinikken 22 nye hiv-smittede, heraf 5 i første kvartal. I første kvartal i år har vi haft 12 nye hiv-tilfælde«, siger overlæge Carsten Sand, Bispebjerg. Bekymringen for, at flere syfilistilfælde kan påvirke antallet af hiv-smittede, skyldes også, at de to sygdomme trives i det samme miljø. Stigningen er næsten udelukkende sket i København, og ni ud af ti tilfælde af syfilis er konstateret hos homoseksuelle mænd - eller mænd, der har sex med mænd - som man siger i Stop Aids - Bøssernes hiv-organisation. Det er Stop Aids i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, der skal stå for kampagnen, som starter 1. maj. Formålet med kampagnen er først og fremmest at få flere i bøssemiljøet til at lade sig teste for syfilis, men også at gøre opmærksom på sygdommens smitsomhed og risikoen for samtidig hiv-smitte og dermed slå et nyt slag for sikker sex. Smitter lettere »Syfilis smitter lettere end hiv. Men vi kan godt frygte, at opblomstringen af syfilis er et tegn på, at flere dyrker usikker sex«, siger sekretariatschef i Stop Aids Jakob Harff. »Bevidst eller ubevidst kan det spille ind, at der i dag er gode behandlingsmuligheder til hiv-smittede - i hvert fald har vi i de seneste år set en stigning i omfanget af usikker sex i mange lande. Og hvis udviklingen i syfilis er et tegn på, at folk begynder at droppe kondomet, så ser vi resultatet på hiv-tallet i løbet af nogle år«, siger Jakob Harff. Forekomsten af syfilis toppede herhjemme med 575 tilfælde i 1982, men begyndte at falde, da hiv dukkede op, og folk lærte at beskytte sig ved sikker sex. Derfor er afdelingslæge Peter Andersen, Statens Seruminstitut, også alvorligt bekymret over de nye syfilistal. »Det er stadig forholdsvis små tal. Men det er vigtigt at reagere nu, når vi ser udviklingen«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























