Danmark solgte uran til Irak i 1986

Lyt til artiklen

Tre forskellige ministre sagde i 1986 god for, at Saddam Husseins Irak kunne købe en stav med beriget uran fra den danske atomforsøgsstation, Risø. Det fremgår af et svar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som Ritzaus Bureau kunne referere torsdag aften, selv om svaret endnu ikke er nået frem til Folketinget. Lille mængde Regeringskilder bekræfter over for Politiken, at der blev solgt uran til Irak. Tilladelsen til eksporten blev givet 26. juni 1986, og køberen var den irakiske atomenergikommission, der skulle bruge staven på forsøgsreaktoren Tammuz 2. Mængden af uran i den solgte stav - som målte 19,6 cm og var 1,43 cm i diameter - var så lille, at en ekspert vurderer, det umuligt kunne bruges til at fremstille masseødelæggelsesvåben. »I så små mængder kan man ikke lave bomber af den. Jeg vil mene, sådan en stav er relativt harmløs«, siger seniorforsker Erik Nonbøl fra Risø. Gav Irak ekspertise Det er folketingsmedlem Søren Søndergaard (Enh), der har spurgt regeringen, om Danmark i 1980'erne solgte såkaldte dual use-produkter til Irak - det vil sige produkter, der både kan anvendes til militære og civile formål. Han mener, salget er »ekstremt alvorligt«. »Selve staven kunne ikke bruges til noget, men den indgik i opbygningen af et atomkraftværk i Irak. Det giver en ekspertise, som gør, at man senere kan udvikle ting, der er knap så fredelige«, siger han. Søren Søndergaard peger på, at staven - selv om den i sig selv var ufarlig - først kunne sælges til Irak, efter at tre ministre havde godkendt det, og efter at Saddam Husseins regime havde garanteret, at den ikke ville blive brugt til militære formål. »Hvorfor skulle man have en garanti fra Saddam Hussein om, at han ikke ville bruge det til noget militært, hvis det ikke kunne bruges til at opbygge noget andet«, spørger han. Uffe: Jeg er blank Inden den såkaldte neutronradiografi-stav blev solgt til Irak, var det ifølge Politikens oplysninger godkendt i Industri-, Energi- og Udenrigsministeriet. De tre ansvarlige ministre var hhv. Nils Wilhjelm (K), Svend Erik Hovmand (V) og Uffe Ellemann-Jensen (V). Den sidstnævnte kan ikke huske den konkrete sag og hæfter sig ved, at handlen kun drejede sig om et beløb på ca. 10.000 kroner. »Jeg er helt blank, men det lyder jo ikke, som om det var voldsomt«, siger han. Den fhv. udenrigsminister peger også på, at Irak på det tidspunkt var et land, som Danmark sendte erhvervsdelegationer til. I 1986 havde Saddam Hussein endnu ikke invaderet Kuwait, og der var ingen internationale sanktioner mod Irak. Men fem år tidligere, i 1981, havde israelske jagerfly ødelagt en irakisk atomreaktor af frygt for, at Irak skulle opnå ekspertisen til at fremstille atomvåben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her