Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen fik en klar dumpekarakter i faget politik, da historikeren Søren Mørch fredag gjorde status over hans ni år som statsminister. »Poul Nyrup overså det politiske, og det er jo ikke så godt, hvis man er politiker«, sagde Søren Mørch i en forelæsning på Handelshøjskolen i København. Kompetent økonom Han tegnede et billede af Poul Nyrup Rasmussen som en kompetent økonom, men en uduelig politiker. Han endte med at tabe det hele på gulvet, fordi ingen kunne forstå ham. Han misforstod politikerrollen. Han koncentrerede sig om at løse nogle tekniske samfundsproblemer og undlod at give vælgerne en klar partipolitik at tage stilling til. Søren Mørch pegede på, at Nyrup tidligere havde lignet en succes. Han formåede at erobre regeringsmagten og bevare den i hele ni år, samtidig med at han fik økonomien op i omdrejninger og nedbragte arbejdsløsheden. »Hvad var det, der gik galt? Var det på grund af utaknemmelige vælgere? Havde Nyrup Rasmussen i virkeligheden fortjent et bedre folk?«, spurgte historikeren. Han var ikke i tvivl om, at Nyrup kun har sig selv at takke for nederlaget. Ligger i sproget »En del af forklaringen ligger i Nyrup Rasmussens sprog. Han talte med uld i mund. Man kan finde snesevis af eksempler på, at han fik problemer med sine vage udtalelser«, sagde Søren Mørch og pegede på sagerne om forfatteren Salman Rushdies besøg, de franske atombombesprængninger og indgrebet i efterlønnen. »Storm P. sagde, at øl er øl - og omvendt. Det svarer meget godt til Nyrups sætninger som »Ethvert menneske har værdi, og ethvert menneske tæller«. Det er sætninger, som ikke meningsfyldt kan modsiges. Det er uklarhed, vat og lommeuld«, sagde Søren Mørch og fortsatte: »Hvad mener han med en sætning som »Enhver har ansvar for sig selv og alle andre«? Jeg har da ikke ansvar for det der«, påpegede historikeren. Socialteknologi Han mente, at det uldne sprog røbede, at Nyrup havde en grundlæggende opfattelse af, at han og hans regering gennemførte en politik, der var baseret på objektive kendsgerninger - ikke på politik. I det univers er partipolitik bandlyst. I stedet handler det om 'socialteknologi' - det vil sige at dreje på de rigtige håndtag for at få samfundsmaskinen til at fungere. »Det er en misforståelse at betragte politikernes opgave som et spørgsmål om at løse problemer. Politikere skal komme med alternative projekter, hvor vælgerne kan se, hvem der er ven, og hvem der er fjende. På den anden måde bliver politik reduceret til, om vælgerne foretrækker den ene eller den anden Rasmussen. Det bliver et spil uden indhold«, sagde Søren Mørch. Han kritiserede Nyrup Rasmussen for ikke at have opstillet et politisk alternativ til Dansk Folkeparti på udlændingepolitikken. »Det var direkte skadeligt, at Nyrup Rasmussen angreb Pia Kjærsgaard for ikke at være stueren. Det siger ikke noget - andet end om hans fine fornemmelser«, sagde Søren Mørch. Han har tidligere i bogen '24 statsministre' fremlagt sin vurdering af landets regeringschefer i det 20. århundrede. Det var, medens Nyrup endnu var ved magten. Blandt hans ministre var Ritt Bjerregaard, der er gift med Søren Mørch. Derfor undlod historikeren dengang at fortælle sin mening om den 25. statsminister. Den kom først fredag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce


























