Party Amok

Foto: Jørgen Saabye
Foto: Jørgen Saabye
Lyt til artiklen

Nikkis forældre var taget på campingtur på Fyn. Og da Nikki bor i et ret stort hus i Slangerup sammen med sin familie, og hans forældre har tillid til ham, var det ikke umiddelbart noget problem for Nikki at få lov til at invitere et halvt hundrede venner til en fest. Når nu han var alene hjemme. Den 17-årige dreng tog endda en række forholdsregler: Stuvede forinden husets sprut af vejen - gæsterne skulle selv tage bajere med. Gemte sit jagtgevær væk. Fik en aftale med en voksen ven af huset, Michael, om, at Michael kom forbi i løbet af aftenen for at grille med selskabet, og senere på aftenen ville han se efter, om alt forløb roligt. Ingen rolig aften Men just rolig blev den onsdag aften ikke. Grundlæggende var der tjek på det meste, og Nikki mente at kende alle, der kom. En af hans klassekammerater, G, havde dog spurgt, om han måtte tage tre venner med - nogle fyre, Nikki ikke vidste noget om. Men hvis de var gode nok til hans kammerat, var de vel også gode nok til ham ... Godt nok var de fremmede gæster allerede ret 'stive', da de kom slæbende på et par rammer øl, fortæller Nikki. »Men de satte sig hen i et hjørne og holdt sig for sig selv, så jeg tænkte ikke meget over dem først på aftenen«, fortæller Nikki Demant. Lidt senere skulle de fremmede påkalde sig noget mere opmærksomhed. På det tidspunkt var naboen Michael efter overstået grillning og et senere midnatstjek af festen taget hjem til sin familie. De unge var nu alene i huset på den stille villavej. Klokken nærmede sig ét. Afsindig fuld og ukendt Uden for huset stod en af Nikkis kammerats ukendte venner - vi kan jo kalde ham 'A' for afsindig. I hvert fald var fyren blevet afsindigt fuld. Han truede en af gæsterne med tæv - en af Nikkis venner, som Nikki selv kalder » meget fredelig«. A lænede sig truende ind mod ham og var ude af sig selv. Nikki løb ind efter sin kammerat G, der var ansvarlig for de ukendte gæster, og G spænede med ud for at se, hvad der foregik. Det fik bare begivenhederne til at eskalere. A fik passiviseret G og fór derpå i hovedet på det offer, han forinden havde udset sig, og væltede ham omkuld, så han knaldede hovedet ned i en stentrappe, hvorpå A slog ham. Gæsten blødte kraftigt. Alt var panik »Alt var pludselig panik«, husker Nikki - der dog havde besindelse til at ringe 112. Efter en rum tid ankom politiet. På det tidspunkt var mange begyndt at sive fra festen, der pludselig ikke var så festlig længere. Den sårede gæst var blevet lappet nødtørftigt sammen med køkkenrulle, og politiet forlod scenen med en påmindelse om mådehold til de unge mennesker. Det var ikke nok til at hindre begivenhederne i atter at komme ud af kontrol. Denne gang havde A kastet sig over en anden gæst og slået ham med en ølflaske, så han havde fået en flænge i og ved øret. Igen blandede Nikki og G sig. Og denne gang så det ud til, at A begyndte at indse sin uheldige rolle. »I hvert fald sagde han på et tidspunkt undskyld til ham, han havde slået med flasken«, husker Nikki. Men det blev kun den udslagsgivende faktor for mere vold - for da ofret afviste undskyldningen, røg A atter på ham. »Så skulle vi til at ringe til politiet igen. Men efter en halv time var det ikke engang lykkedes at komme igennem til dem«. Nikki var Overvældet Endelig kom både ambulance og politibiler. Her overvældede det hele Nikki. Han græd. Han havde ikke bestilt andet end at piske rundt for at forhindre sine gæster i slå hinanden til lirekassemænd. En af hans fars venner var dukket op ved lyden af sirener. Det var tiltrængt. Nikki var så stresset, at han ikke engang kunne huske sit eget cpr-nummer, da politiet spurgte. Nu fik Nikki sig også samlet sammen til at ringe til sine forældre og fortælle dem om de dramatiske begivenheder. De opfordrede Nikki til at få fat i Michael - vennen af huset, der havde været med til at starte partyet for de unge - for at tage hjem til ham og sove. På det tidspunkt var alle festdeltagere gået. Politi gav kun en advarsel Men da Nikki sammen med Michael var ved at låse huset af og forlade stedet med en dyne over armen, fik Nikki øje på en kendt figur i indkørslen: aggressive, afsindige, alkoholiserede A! »Politiet havde snakket med A, og jeg havde fortalt dem, at det var ham, der slog på folk, men de havde ikke taget ham med. De havde kun givet ham en advarsel«, beretter Nikki om denne ekstra overraskelse. A bad om lov til at låne en telefon. Da det blev nægtet ham af Nikki, ville A vide, hvad adressen på hans og familiens hus var? Måske for at vende tilbage en dag. Nikki svarede ikke. Sammen med voksne Michael blev han nødt til at gå en omvej for at kamuflere over for A, hvor de var på vej hen. A fulgte efter et stykke - og opgav så. Nysgerrige naboer Set i bakspejlet kan Nikki sagtens se, at han havde spændt buen lidt hårdt den aften. Ganske vist var der en aftale med en voksen om et par rutinetjek - men det var jo ikke nok til at forhindre, at to af Nikkis gæster måtte forlade festen blødende og kvæstede. Kunne hans gæster ikke have hjulpet og grebet ind tidligere og sat A på plads - alle kunne vel se, at han var til fare for sine omgivelser? »Neeeej, det synes jeg ikke, de kunne. De fleste af dem var halvt så store som A«, forsvarer Nikki gæsterne. Hvor var naboerne? Så naboerne da? De kan vel ikke helt have overhørt lyden af de flasker, nogle af Nikkis voldsomme gæster kastede med ude på vejen - eller den almindelige tummel fra villaen. »Jeg tror ikke, naboerne hørte noget. Vi havde jo orienteret dem på forhånd om, at vi holdt fest og spillede høj musik, så de havde nok lukket vinduerne tæt«, siger Nikki. Han synes dog, det ville have været »betryggende«, hvis én eller flere naboer var kommet forbi for lige at sige hej og se, hvordan alting spændte af. Så ét af Nikkis råd lyder: Hvis du hører en ungdomsfest inde ved siden af eskalere, så kig bare forbi og få eventuelt en øl - bank hellere på og spørg en gang for meget end en gang for lidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her