Dansk kommissærpost er truet

Foto: AP
Foto: AP
Lyt til artiklen

Tre måneder efter et spektakulært sammenbrud i arbejdet på en fælles EU-forfatning har Europas ledere besluttet at sætte fuldt blus på nye forhandlinger om den nye grundlov for 450 millioner europæere. Men selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen glæder sig over det nye gennembrud, risikerer arbejdet på det endelige kompromis at trænge ham op i en krog. Talsmænd for det irske formandskab understreger nemlig, at det ikke er muligt at finde et kompromis, som sikrer alle lande en fast kommissær til evig tid. De små lande må acceptere en rotationsordning, der måske træder i kraft i 2014. Allierede springer fra Flere af Danmarks afgørende allierede i kampen for at beholde retten til en kommissær er allerede begyndt at springe fra. »Vi siger ikke, at vi aldrig vil afgive vores kommissær. Det må blive en del af den endelige pakke, at vi kan acceptere en nedskæring af kommissionen i 2009 eller 2014«, siger den tjekkiske EU-ambassadør, Pavel Telicka, til Politiken. Klar til kompromis Samme melding kommer fra andre små lande som Østrig, Letland og Finland. »Det må blive en del af det samlede kompromis til sidst«, siger den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja. Den lettiske regeringsleder, Indulis Emsis, siger: »Splittelse og uenighed fører til en svag union, og vi har brug for det modsatte«. En dansk EU-diplomat vurderer, at alle nye medlemslande deler denne holdning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholder, at Danmark ønsker at beholde en plads i kommissionen: »Ingen har på dette topmøde givet udtryk for nye positioner, så der er rum for alle gisninger. Nu har vi givet det irske formandskab mandat til at genoptage forhandlingerne - så må vi se, hvad der sker«, sagde Fogh. Svært at få et ja til forfatning Både SF og socialdemokraterne opfordrer den danske statsminister til at bide sig fast. Ellers kan det blive svært at få et ja ved folkeafstemningen om forfatningen, vurderer de. »Det er et stort problem, hvis vi ikke bevarer en dansk kommissær. Så bliver det svært for SF at anbefale et ja«, siger SF's formand, Holger K. Nielsen. »Selv om det er symbolsk, så er det også reelt vigtigt, at alle lande har en forbindelse ind i kernen af kommissionen«, siger politisk ordfører, Frank Jensen (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her