De radikale stormer frem

Lyt til artiklen

Hvis der var valg i morgen, ville Lykketoft, Jelved og deres folk sandsynligvis indtage ministerposterne med støtte fra SF og Enhedslisten. Radikale fordoblet - næsten En ny Vilstrup-måling for Politiken giver rent 'rødt' flertal - ikke fordi Socialdemokraterne stormer frem, men fordi vælgerne strømmer mod de radikale, som næsten får fordoblet deres mandattal og bliver lige så store som de konservative. »Det handler om, at vi har en klarere profil i forhold til regeringen, end S har - for så vidt også end SF har. Vi har gjort os mere synlige på de punkter, hvor vi adskiller os fra regeringen«, siger den radikale leder, Marianne Jelved, og uddeler et tjat med håndtasken: »S konkurrerer nærmest med VK om ikke at ville noget nyt, for eksempel handler deres velfærdsudspil mest om, at der ikke skal ske reformer af systemerne«. DF og V går tilbage Mens de radikale ifølge meningsmålingen hastigt nærmer sig partiets erklærede mål på 18 mandater, vender vælgerne Venstre og Dansk Folkeparti ryggen i stor stil. Hvis der blev valg i morgen, ville der blive god plads i de to partiers gruppeværelser på Christiansborg. Tilsammen står de to partier til at miste 17 folketingsmedlemmer - de 12 hos Venstre, der dermed igen 'kun' er Danmarks næststørste parti med 44 mandater mod Socialdemokraternes 53. 'Noget for hvad for noget?' Marianne Jelved siger, at Venstre er endt i rollen som velfærdssamfundets beskytter og dermed er lige så lidt reformivrig som S. »Mange spørger sig selv, hvad det egentlig er, denne her regering vil. De konkurrerer på midler - på frit valg, på 'noget for noget' - men folk har svært ved at se, hvad målet er. Hvad er det, regeringen vil«, spørger hun. Målingen er lavet før og efter tirsdag, da regeringen lancerede forårspakken, som for mange vælgere vil betyde flere penge i lommen fra og med junigagen. Men forårspakken ændrer ikke umiddelbart ved, hvor folk har tænkt sig at sætte kryds. »Selvfølgelig flytter de sig ikke efter tirsdag. Forårspakken er sat i gang for at øge beskæftigelsen, og der går et stykke tid, før folk kan se, at det her virker. Det er ikke et cirkusnummer for at påvirke meningsmålingerne«, siger politisk ordfører Jens Rohde (V). S glæder sig Selv om Socialdemokraterne i målingen kun får et enkelt mandat mere end ved katastrofevalget i 2001 og dermed langtfra ser ud til at genvinde tidligere tiders styrke, er politisk ordfører Frank Jensen tilfreds: »Det afgørende er, at der er et alternativ til regeringen, og at det alternativ bliver klarere og klarere. Hvordan stemmerne så ender med at falde ud på valgdagen, dér er vi bestemt ikke bekymrede for vores position«, siger Frank Jensen. Han tilføjer dog, at »Socialdemokratiet skal være markant styrket til næste valg«. »I seneste Gallup var vi på 34 procent, og det er det niveau, vi skal op i, før vi tror på, at der for alvor kan blive tale om at danne et alternativ til regeringen. Og vi skal ikke derop ved at konkurrere på at tage efterlønnen fra folk - ved at tage pengene fra store grupper, som i forvejen har det svært«. CD kravler over grænsen Endelig tyder Vilstrup-målingen på, at Brixtofte-effekten har meldt sig for CD, som har været slået hjem siden valget i 2001, og som for første gang i lang tid når over spærregrænsen på to procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her