Loft over priser på busbilletter

- Arkivfoto: Finn Frandsen
- Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Kunderne i tog og busser vil ikke igen komme til at opleve prishop på billetterne, som det skete i januar. Der tegner sig et bredt flertal i Folketinget for at lægge loft over de årlige prisstigninger. I de seneste to måneder har de radikale arbejdet ihærdigt på at skabe flertal for et loft over prisstigningerne. »Principielt går de radikale ind for at sænke taksterne i den kollektive trafik, men i første omgang drejer det sig om at få stoppet billetprisernes himmelflugt. Derfor vil vi bruge samme princip som i børnehaver og vuggestuer, nemlig lægge loft over brugernes andel af betalingen«, siger trafikordfører Martin Lidegaard (R). 50 pct.'s stigning på fem år I januar steg priserne i den kollektive trafik dramatisk, fordi regeringen fjernede det statslige billettilskud på 360 millioner kroner årligt til amternes trafikselskaber. I hovedstadsområdet steg taksterne med 12 procent, men også i en lang række andre amter steg priserne markant. De radikale vil ikke lægge sig fast på, hvor stor egenbetalingen højst må være for kunderne. I øjeblikket undersøger Trafikministeriet på opfordring af Dansk Folkeparti, hvorfor priserne på busbilletter, klippekort og månedskort er steget langt mere end priserne i al almindelighed. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har sat priserne op med 50 procent fra 1998 til 2003. »Der er en god logik i at få en ordning som for børnehaver og vuggestuer, så brugernes procentvise andel af omkostningerne lægges fast. Hvordan det præcis skal lægges til rette, kan vi først svare på, når vi har fået rapporten fra Trafikministeriet«, siger trafikordfører Poul Fischer (DF). Minister overvejer De nye toner fra regeringens faste støtteparti bliver bakket op af trafikminister Flemming Hansen (K). »Det er interessante overvejelser, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre gør sig. De falder i tråd med tanker, jeg selv har gjort mig, og som jeg stadig overvejer. Jeg vil dog afvente resultatet af den undersøgelse om takstudviklingen i den kollektive trafik, som i øjeblikket er ved at blive udarbejdet, før jeg vil tage nærmere stilling til forslaget«, lyder det fra ministeren. Ideen om et loft over prisstigningerne samler et bredt flertal i Folketinget. Også Socialdemokraterne er positive. »Vi må have mere snor i, hvordan priserne i den kollektive trafik udvikler sig, men vi vil ikke lægge os fast på en model nu«, siger trafikordfører Poul Andersen. Hovedstadskunder betaler stadig mere I hovedstaden er priserne steget langt mere end inflationen. Og kunderne har betalt en stadig større andel af billetprisen. Kunderne lægger cirka 1,3 milliarder kroner i billetindtægter, mens HUR betaler busselskaber 1,8 milliarder kroner for at køre på de forskellige ruter. Oveni skal lægges en halv milliard kroner til for eksempel markedsføring, pensioner og administration, så udgifterne ved at drive HUR's busser samlet er på 2,3 milliarder kroner. Det vil sige, at egenbetalingen er på et sted mellem 56 og 72 procent, alt efter hvordan andelen regnes ud. »Kundernes egenbetaling har været for opadgående de seneste år«, siger formand for HUR, Frederiksberg-borgmester Mads Lebech (K). Problemet for HUR har været, at de gode kontrakter, som blev indgået i sidste halvdel af 1990'erne, løber ud. Og de nye kontrakter er dyrere. »Jeg har sympati for ideen om, at der skal være et loft over, hvor meget kunden selv skal finansiere. Men vi kan hurtigt komme i klemme mellem skattestop og prisloft. Når priserne på bustimer stiger, kan vi blive nødt til at nedlægge busruter eller have færre afgange, hvis vi hverken må hæve kundernes egenbetaling eller skatterne. På den måde kan et prisloft ramme kvaliteten af den kollektive trafik«, siger Mads Lebech. Radikal udvej Det radikale forslag åbner dog for, at taksterne kan stige mere end pristallet. »Når dieselolien og chaufførlønningerne stiger, stiger billetterne også - men passagererne kommer kun til at betale halvdelen. Resten skal amterne selv dække. Amterne eller HUR kan ikke, som det er sket de senere år, sende hele regningen videre til brugerne«, siger Martin Lidegaard. Heller ikke Dansk Folkeparti mener, at de amtslige trafikselskaber bliver låst unødvendigt fast. »Vi er interesseret i en fornuftig prisudvikling for den kollektive trafik. Med et loft over passagerernes andel kan amterne jo stadig udvikle den kollektive trafik, de skal bare selv betale deres del«, siger Poul Fischer. Dansk Folkeparti mener, at et loft over billetpriser kan indføres i forbindelse med den kommunale strukturreform.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her