Det lille hus på landet lever sjældent op til drømmen om grøn levevis og god samvittighed. Spildevand fra køkkener, vask og toiletter løber ofte ud i naturen stort set uden rensning. Huse med septiktanke uden tilknyttet renseanlæg forurener mere end 10 gange så meget som huse, der er tilsluttet et kloaksystem, og i de kommende år skal der gøres en ekstra stor indsats for at få renere danske søer og vandløb. Derfor skal op mod 92.000 husstande i landsbyer og det åbne land nu til at rense deres spildevand. 30.-50.000 kr. pr. husstand Det vil typisk koste 30-50.000 kroner per husstand, og derved er en samlet regning på omkring fire milliarder på vej ud på landet. »En række kommuner er allerede begyndt at udstede påbud om bedre rensning«, siger kontorchef Tony Christensen fra Miljøstyrelsen. Varde Kommune er en af dem, og ifølge borgmester Kaj Nielsen (V) har de fleste borgere »rimelig forståelse« for, at de nu skal rense vandet omtrent lige så godt som kommunens byboere. Halvdelen af kommunerne har lavet planer Kravet til septiktankejere blev vedtaget af den tidligere regering, men miljøminister Hans Christian Schmidt (V) understregede sidste år, at planerne kører videre. Samtidig indskærpede Schmidt, at løsningerne skal være billige, og at kravene til borgerne skal gavne miljøet. Kun godt halvdelen af de danske kommuner har lavet konkrete planer ud fra amternes miljøanvisninger, og Miljøstyrelsen opfordrer de forsinkede kommuner til at blive færdige. Frist ikke fastlagt Hvornår planerne så skal være ført ud i livet, er dog op til de lokale myndigheder, for ministeren har ikke fastsat en tidsfrist. Rensning af spildevand i det åbne land kan for eksempel ske ved at investere i et nedsivningsanlæg, et sandfilter, et typegodkendt minirenseanlæg eller et miljørigtigt pileanlæg, hvor spildevandet bliver vand og gødning for piletræer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























