Venstrefløjen laver sin egen Irakhøring

17 spørgsmål til ministeren. - Foto: Thomas Borberg
17 spørgsmål til ministeren. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Der bliver ikke bare én, men to høringer om krigen i Irak onsdag. Det har SF og Enhedslisten sørget for ved at stille hele 17 spørgsmål om krigen, som statsministeren skal besvare i folketingssalen - alt imens den officielle Irakhøring finder sted i Landstingssalen i den anden ende af Christiansborg. Dermed kan statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) se frem til at tilbringe mellem tre og fem timer i krydsilden fra venstrefløjen. Antal medspørgere begrænset Og det kunne være blevet endnu længere, hvis ikke Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), havde besluttet at begrænse antallet af medspørgere - SF og Enhedslisten havde anmeldt otte medspørgere til hvert af de 17 spørgsmål. En spørger kan stille tre opfølgende spørgsmål, og en medspørger kan tage ordet to gange. Derfor kunne spørgetimen udvikle sig til en maratonseance med 323 spørgsmål til statsministeren. Men på et møde i Udvalget for forretningsordenen meddelte Christian Mejdahl i går, at han ville benytte sin ret til at begrænse antallet af medspørgere til to, og dermed er antallet af potentielle spørgsmål reduceret til 119. Officiel høring med eksperter Det foregår, mens Udenrigspolitisk Nævn holder en officiel høring med deltagelse af danske og udenlandske eksperter. Derfor kalder formanden for nævnet, Jens Hald Madsen, de mange spørgsmål til statsministeren for »et mediestunt, hvor en udenrigspolitisk sag misbruges til at føre indenrigspolitik«. »Hvis venstrefløjen ville have lidt flere nuancer på Irakkrigen, ville de sætte sig ned i Landstingssalen og bidrage konstruktivt. Nu giver de indtryk af, at de hellere vil stå og smage på sig selv i folketingssalen end at lytte til fakta«, siger han. Jens Hald Madsen vælger dog at se på den lyse side: »Jeg er sådan set glad for, at de har lyttet til, hvad jeg mange gange har prøvet at forklare dem, nemlig at spørgsmål til statsministeren skal stilles i folketingssalen - ikke ved en høring«. Kritisk venstrefløj SF og Enhedslisten har hele tiden kritiseret den officielle høring for at gå uden om de centrale spørgsmål. »Et flertal i Folketinget har frataget statsministeren muligheden for at svare på spørgsmål ved høringen, og derfor er vores spørgsmål en slags humanitær indsats for at give ham mulighed for at sige det, han ikke siger ved høringen«, siger SF's Villy Søvndal. Søren Søndergaard (Enh.) mener, at begrænsningen i antallet af medspørgere er et forsøg på at nedtone diskussionen: »Jeg opfatter det som et angreb på vores mulighed for at benytte det parlamentariske system til at skabe klarhed«, siger han. Søndergaard: Spørgsmål er ikke drilleri Han afviser enhver beskyldning om, at de 17 spørgsmål er et udtryk for drilleri. »Hvis regeringen tog imod vores tilbud om en tilbundsgående undersøgelse, ville der jo ikke være behov for at stille spørgsmål i salen. Vores formål er at få tingene belyst - eller at få gjort det klart, at regeringen ikke vil have sandheden frem«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her