Vidner føler sig svigtet af politiet

Her opdagede to forbipasserende kvinder, at der lå en bil i grøften med tændte lygter og smadret forrude. »Det var tydeligt, at der var noget galt. Der var ikke nogen i bilen. Men det var meget mørkt, og der kunne jo sagtens ligge nogen under bilen eller som var slynget langt ud«, fortæller det ene vidne, operationssygeplejerske Kirsten Møller Madsen. De ringede 112, men fik af vide på alarmcentralen i Århus, at de ikke havde tid til at komme ud til alle biler i grøften. Derefter ringede de til Hobro Politi. »De sagde bare, at de ikke havde mandskab til at komme, og at de ikke kunne sende en ambulance, hvis der ikke var tilskadekomne. De sagde, at det kunne være en, der bare var gået sin vej, og vi måtte selv kigge efter tilskadekomne, for »det er I lige så gode til som os«, lød slutbemærkningen. Og der stod vi så to madammer alene i bælgmørke«, fortæller Kirsten Møller Madsen. I mellemtiden ankom en anden bilist, der forcerede grøften og opdagede en livløs mand, der lå fastspændt under bilen med hovedet lige over vandet i grøften. Derefter blev der ringet til både politi og alarmcentral, og efter en lille halv time kom ambulancen, der konstaterede, at manden var død. »Han kunne nok ikke have været reddet, men hvis der havde været flere tilskadekomne, kunne det have kostet menneskeliv, at vi blev fejet at. Det horrible var, at de på intet tidspunkt sagde, at de ville komme, når de kunne. De konstaterede bare, at de manglede mandskab«, siger Kirsten Møller Madsen. Ifølge vicepolitiinspektør, Hobro Politi, Jørgen Villadsen, handlede den vagthavende helt efter bogen. »Vagthavende beder anmelderen om at lede efter tilskadekomne. Det er den instruktion, vi altid giver. Vi sender først en ambulance, når vi ved, om der er tilskadekomne. Alt andet ville være tudetosset«, siger han Angående beskeden om, at vidnerne var lige så gode til at lede som politiet, siger Jørgen Villadsen: »Jeg ved jo ikke, hvordan ordene præcis er faldet, og jeg ved ikke, hvordan de er blevet opfattet af en chokeret person. Men det ville være helt ufornuftigt, hvis vi ikke instruerede om at lede efter tilskadekomne. Det er fast procedure«. Forklaringen er dog ikke god nok for Kirsten Møller Madsen. »Hvis det her er gået efter bogen, er det spørgsmålet, om den skal skrives om. Man forventer som borger en velvilje til at hjælpe. Den mærkede vi ikke«.