Vandløbssag breder sig

Foto: Jan Grarup
Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Vandløbssagen i Vestsjællands Amt breder sig. I forvejen er Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, og miljøministeren ved at se på sagen, hvor to miljøchefer blev fyret efter at have grebet ind over for en kvindelig amtsdirektørs håndfaste opgravning i sit naturbeskyttede vandløb. Nu drages Naturklagenævnet og indenrigsministeren også ind. Vandløb ikke bragt tilbage Danmarks Naturfredningsforening vil gå til Naturklagenævnet, fordi vandløbet stadig ikke er bragt tilbage til sin naturlige, bugtede tilstand, og dyre- og plantelivet kan tage skade. »Der er næsten gået et halvt år, og amtet har ikke efterlevet sin forpligtelse efter naturbeskyttelsesloven«, påpeger Bo Håkansson fra Naturfredningsforeningen, der også overvejer at gå til statsamtmanden, det tidligere tilsynsråd, og vil følge sagen »helt til dørs«. Foreningen frygter, at sagen vil afholde andre amter fra at gribe ind til fordel for naturen, og SF har spurgt miljøminister Hans Christian Schmidt (V), hvad han vil gøre for at sikre miljøet. Socialdemokraten Thomas Adelskov supplerer nu ved at spørge Schmidt, om der forvaltes anderledes på miljøområdet i Vestsjællands Amt end i andre amter. Adelskov har også spurgt indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), om medlemmerne af amtets økonomiudvalg kan gøres personlig økonomisk ansvarlige for fyringerne af de to miljøchefer. Fagforeningen Jordbrugsakademikerne har nemlig varslet en erstatningssag om fyringerne. Også Dansk Magisterforening vil ifølge formand Ingrid Stage gå ind i en erstatningssag. Splid om Spliid Spliid-sagen har skabt stor splid på amtsgården. Et flertal hos Socialdemokraterne kritiserer partiets to medlemmer af økonomiudvalget for at have stemt for fyringerne. Og de radikale og de konservative kræver en forklaring af amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V), efter at Miljøministeriet i et notat har underkendt to centrale punkter i den advokatundersøgelse, der var grundlag for afskedigelserne. Amtsborgmesteren fastholder dog, at miljøcheferne har forbrudt sig så alvorligt mod god forvaltningsskik og behandlet Spliid og andre borgere så urimeligt, at fyringerne er i orden. Hans Jørgen Holm var ellers noget i defensiven i går på Kommunernes Landsforenings årsmøde, hvor miljøminister Hans Christian Schmidt (V) benyttede en pause til at tage amtsborgmesteren i skole. Ministeren står bag notat Holm havde onsdag udtrykt tvivl om, om miljøministeren overhovedet stod bag Miljøministeriets notat, der er udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen. Men det gør ministeren: »Det er ikke sådan, at Skov- og Naturstyrelsen har ét svar, og jeg har et andet. Skov- og Naturstyrelsen ligger under min instruktionsbeføjelse, så det er præcis mit svar«, siger Hans Christian Schmidt. Hans Jørgen Holm erkender, at han tog fejl: »Ministeren siger, at det ligger inden for instruktionsbeføjelsen. Jeg troede ikke, at styrelser lå direkte under ministeren«, siger amtsborgmesteren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her