Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Ejgil W. Rasmussen (V), er kommet i strid modvind blandt sine egne. I et skarpt angreb beskylder KL's næstformand, Anker Boye (S), ham for at underminere kommunalreformen ved at sige ét som formand for kommunerne og noget helt andet som borgmester i den lille østjyske kommune Gedved. Torsdag talte han på KL's delegeretmøde for den såkaldte brede kommunemodel, der anbefaler kommuner på mindst 30.000 indbyggere. Men på hjemmebanen stemte Ejgil W. Rasmussen i denne uge for, at Gedved Kommunes officielle holdning er at bevare den nuværende kommunestørrelse på godt 10.000 borgere. En ren foræring Og det er en ren foræring til de mange borgmestre, der helst vil forblive sognekonger i deres eget pastorat, mener KL's næstformand. »KL's formand bør arbejde for at afspejle KL's synspunkter også i sit lokalpolitiske arbejde. Der er ingen tvivl om, at synspunktet fra Gedved giver bedre kort på hånden til dem, der er modstandere af forandring«, siger Anker Boye. I januar luftede Ejgil W. Rasmussen offentligt det synspunkt, at Gedved Kommune er stor nok, men efter hård intern kritik i KL's bestyrelse rettede han ind. Derfor kommer bulletinerne fra Gedved noget bag på Boye. »Med det samarbejde, vi har i KL's bestyrelse, undrer jeg mig over, at jeg ikke er orienteret om det. Det er dog af en vis politisk betydning, hvad KL's formand gør på hjemmebanen«, siger han. Balance i debatten Ejgil W. Rasmussen afviser, at han skulle være forpligtet til at informere KL-bestyrelsen. »Jeg er sikker på, at de øvrige medlemmer af KL's bestyrelse heller ikke vil underrette formanden. Jeg tror, det her kan bidrage til at give lidt balance i debatten, der på det sidste har været noget præget af volumensyge«, siger Ejgil W. Rasmussen. I Amtsrådsforeningen klapper næstformand Bent Hansen (S) i hænderne. »Det er herligt med lidt bredde i stedet for den entydige front med, at kommunerne bare skal æde alle opgaver. Det er en flot melding fra Ejgil«, siger Bent Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























