På årsdagen for krigen mod Saddam Hussein vender et lille flertal af danskerne sig mod regeringens beslutning om at deltage i krigen med to krigsskibe. En ny måling, som analyseinstituttet Vilstrup har lavet for Politiken, viser, at 46 procent af danskerne er mod regeringens beslutning, mens 43 procent er for. Mange meningsmålinger har hidtil vist et andet billede. For eksempel mente 47 procent af befolkningen ifølge en anden Vilstrup-undersøgelse i juli 2003, at krigen var berettiget, selv om der ikke var fundet masseødelæggelsesvåben. 45 procent mente dengang ikke, krigen var berettiget. 'Eliten er uenig med sig selv' »Vælgerne er så relativt uenige, fordi partierne er uenige«, siger Mikkel Vedby Rasmussen, der er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. »Hvis eliten var enig med sig selv, ville rummet for uenighed være meget mindre. Nu begynder befolkningens holdning i de her spørgsmål at minde om holdningen til EU - det deler befolkningen fifty-fifty. Det kan have dramatiske konsekvenser for fremtidige beslutninger om at bruge militær magt«. Han tilføjer, at »moderne militærteknologi giver en falsk fornemmelse af, at krige kan ordnes hurtigt. Begivenhederne i Irak i øjeblikket opfattes som en fortsættelse af krigen, nærmest guerillakrig. Der indtræffer nemt en fornemmelse hos mange af, at krigen er besværlig og kedelig, og at nu må vi hellere holde op«. V: Vi er kommet igennem med budskabet Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, tager meningsskiftet roligt: »Vi har længe vidst, at deltagelsen i krigen delte befolkningen nærmest lige over«. Han hæfter sig især ved, at kun en mindre del af befolkningen efter analysen har ladet sig påvirke af diskussionen om masseødelæggelsesvåben. »På trods af den massive mediedækning har to tredjedele ikke ladet sig påvirke af diskussionen om masseødelæggelsesvåben. Det tal er, synes jeg, overraskende højt. Vi er kommet igennem med budskabet om, at Danmark deltog, fordi Saddam Hussein ikke levede op til FN's resolution 1441«. SF: Begrundelsen for krig er jo væk Omvendt siger Enhedslistens sikkerhedspolitiske ordfører, Søren Søndergaard, om stemningssvinget, at Irakkrigen er en »tabersag for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Der vil blive ved at komme sager. Diskussionen vil simpelthen ikke forsvinde«. SF's formand, Holger K. Nielsen, peger på, at en tredjedel af danskerne har ladet sig påvirke af debatten om masseødelæggelsesvåben - de fleste i negativ retning: »Folk kan se, at begrundelsen, masseødelæggelsesvåbnene, ikke var der«, siger han. S: Folk tror ikke på Fogh Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen, er stemningen tippet, »fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen krampagtigt holder fast på, at Danmark gik i krig på et helt andet grundlag end alle andre. Det tror folk ikke på«. »Statsministeren har et troværdighedsproblem«, siger han. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) vil ikke kommentere Vilstrup-analysen, fordi han principielt ikke udtaler sig om meningsmålinger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Aura Elvirra Malouna Vindingberg
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Giv din stemme: Og de nominerede til Ibyen Prisen 2026 er ...
Debatindlæg af Jeppe Sengupta Carstensen
Konspirationsteorier florerer efter attentatforsøg mod Trump – selv på højrefløjen
Hun sagde op på DR. Og har fortrudt det siden
Lyt til artiklenLæst op af Erik Jensen
00:00


























