Partierne bag den nye SU-reform var lidt hurtigt ude, da de glædestrålende bekendtgjorde, at alle forældre på SU fremover får mere at gøre godt med. Ifølge reformen får enlige forsørgere dobbelt SU, mens forældre, der bor sammen, kan se frem til at få 646 kroner ekstra hver oven i den normale SU på 4.500 om måneden. Men nu viser det sig, at det særlige skattefrie børnetilskud til forsørgere på SU på 454 kroner samtidig afskaffes. Det betyder, at familier med to børn direkte mister 100 kroner om måneden, mens den reelle fremgang for forældre med et barn bliver cirka 330 kroner efter skat. DSF: Politikere for hurtigt ude Danske Studerende Fællesråd mener, at politikerne har været for hurtigt ude. »Vi er generelt glade for mere i SU til enlige forsørgere, men det skal ikke sælges som en forbedring til forsørgere generelt - for det er det ikke. Samboende med et barn får en symbolsk forbedring på omkring 300 om måneden tilsammen, mens dem med to børn ligefrem bliver ringere stillet«, siger Jesper Vadskær Christensen, levevilkårsordfører, Danske Studerendes Fællesråd. Både de radikale, Enhedslisten og SF er overraskede over, at forsørgere med to børn mister penge. »Det har vi ikke diskuteret overhovedet, og jeg tror ikke, at der er nogen, der har været opmærksom på det, fordi vi var optaget af at få en aftale på plads. Vores hovedfokus var at sikre de enlige forsørgere, som virkelig har brug for et løft, mens regeringen kom og sagde, at de også gerne ville have alle forsørgere med«, siger Margrethe Vestager (R). Regeringen tavs I løbet af fredagen var det ikke muligt at få en kommentar fra regeringen til sagen. Selv om venstres ordfører Gitte Lillelund Bech i en pressemeddelelse efter forliget skrev, at »Venstre har stået hårdt på, at alle forsørgere - og ikke kun enlige - skal have mere i SU, sådan at par ikke indirekte opfordres til at gå hver til sit«, så ønsker hun ikke at kommentere sagen, men henviser til Undervisningsministeriet. Her henviser man til Socialministeriet, og tilsyneladende arbejdes der nu på en løsning. Sidst på dagen i går oplyste en pressemedarbejder, at familier med to børn, som fremover får mindre SU, vil blive kompenseret for det. For eksempel ved at de får lov til at beholde det ene af de to særlige børnetilskud. Det har ikke været muligt at få vide, hvordan kompensationen skal finansieres. Radikale roser regeringen for at have fundet pengene Den melding glæder dog de radikale - om end de er overraskede over, at regeringen nu kan finde flere penge uden for SU-rammen. »Hvis regeringen endelig langt om længe vil komme med nogle flere penge uden for SU-rammen, vil det være skønt. Det har vi bøvlet med, lige siden vi begyndte at diskutere mere SU til forsørgere, at regeringen ville have det hele skulle være inden for rammen. Og så til aller-allersidst kom de selv med nogle penge til at ændre fribeløbet for dem, der er færdige med at læse«, siger Margrethe Vestager.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























