Nej til privat børnepasning

Lyt til artiklen

Danske småbørnsforældre går i en stor bue uden om private pasningsordninger og får deres børn passet i børnehaver og vuggestuer. Kun én procent af danske småbørn mellem et halvt år og fem år passes i frit valg-ordninger, viser nye tal fra Socialministeriet. 'Et hamrende klart signal' »Det er et hamrende klart signal om, at ordningerne ikke duer. De er ikke noget alternativ til de etablerede børnehaver og vuggestuer. Det er ren show-off-politik, man giver udtryk for et væld af tilbud, men det er ikke noget, som forældrene kan bruge«, siger formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk. Regeringen har indført tre alternativer til de almindelige kommunale pasningsordninger: Det er blevet obligatorisk for kommunerne at yde tilskud til private pasningsordninger, man kan få tilskud til at passe sit eget barn, og det er blevet muligt at få sit barn i passet i en anden kommune end bopælskommunen. 'For meget bøvl' Men sidste år blev kun 3.219 børn passet privat med tilskud fra kommunen, ud af en samlet børneflok på næsten 369.000 vuggestue- og børnehavebørn. Samtidig blev blot 737 børn passet af deres egne forældre, mens ministeriet ikke kan svare på, om nogen har søgt pasning på den anden side af kommunegrænsen. »Hvis du vælger at passe dit eget barn eller at ansætte en ung pige, er tilskuddet for lille og ordningen alt for dyr. Hvis du vælger at finde sammen med andre familier, er du alt for afhængig af, om de andre pludselig vælger at forlade ordningen og af logistik - hvor pasningen skal finde sted. Det giver simpelthen for meget bøvl«, siger Peter Albæk. Ordning bruges af 'nød' Heller ikke i år ventes antallet af børn i private ordninger at eksplodere. I kommunernes budgetter for næste år anslås det, at 3.798 børn vil blive passet i en privat pasningsordning, heraf en god del i Københavns Kommune. Her siger familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), at forældrene ikke bruger ordningen af lyst, men af nød: »Fordi der er ventelister på almindelige institutioner er nogle forældre presset til at bruge frit valg-ordninger som en nødløsning. Nogle står i en håbløs situation og er i fare for at miste deres job«, siger han. »Vi ved fra en spørgeskemaundersøgelse, at langt de fleste forældre hellere vil have gode, gedigne institutionspladser med høj pædagogisk kvalitet - hvor der er flere andre børn, legeredskaber, mulighed for at dyrke motorik og komme på tur. Derfor tror vi også, at færre vil benytte sig af ordningerne, når vi i 2005 kan tilbyde pasning til alle«, siger han. V: Valgfrihed er målet i sig selv Socialminister Henriette Kjær (K) har ikke villet kommentere tallene. Det er Venstres finansordfører, Kristian Jensen, der har stillet en række spørgsmål angående regeringens frit valg-ordninger. »For mig er det et mål i sig selv at give forældrene valgfrihed - frihed er en værdi, som ikke kan måles i tal. Det er få forældre, som har benyttet sig af muligheden, men det gør ikke ordningen værdiløs«, siger Kristian Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her