Danske politikere: Mere EU mod terror

Lyt til artiklen

Danske politikere vil have EU til at koordinere og intensivere kampen mod terror - også selv om det skal koste det danske forbehold om fælles retspolitik. »Alene kan vi ikke beskytte os mod terrorangreb«, siger de konservatives EU-ordfører, Gitte Seeberg. Hun mener, der er behov for tættere samarbejde om udveksling af efterretningsoplysninger, udvidelse af civilt beredskab og intensivering af det politimæssige samarbejde. Forbeholdene kan stå i vejen I flere tilfælde kan det klares ved mellemstatsligt samarbejde, der ikke er omfattet af forbeholdet. Men bliver det nødvendigt med overstatsligt samarbejde, »vil det være langt bedre, om Danmark sidder med ved bordet, når beslutningerne tages. Derfor skal forbeholdet væk, hvis det står i vejen for kampen mod terror«. Formanden for Folketingets Europaudvalg, Claus Larsen-Jensen (S), er på samme linje: »I kampen mod terror er man nødt til at kunne rykke hurtigt. Hvis den skal være effektiv, så må Europa kunne handle effektivt efter fælles beslutninger. Hvis vi ikke kan være med til det, fordi vi slæber rundt på forbeholdet, må vi afskaffe det. Der var jo ingen, der tænkte på terror, da det i sin tid blev indført«. Venstres udenrigspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen, foreslår, at EU koordinerer de enkelte landes efterretningstjenester i et fælles kontor: »I USA er der oprettet et stort fælles ministerium for alle de myndigheder, der er inddraget i kampen mod terrorismen - Homeland Security. I Europa, hvor vi ikke blev direkte ramt 11. september 2001, må vi nu efter Madrid ind i en ny fase, hvor indsatsen bliver mere synlig«. Jens Hald Madsen vil »ikke have mere EU-bureaukrati, men vi må se konstruktivt på mulighederne for at intensivere samarbejdet«. Hvad regeringen vil foreslå eller være med til at deltage i, er uklart. Pressemedddelelse fra justitsministeren Indsatsen mod terror hører under justitsminister Lene Espersen (K), der mandag udsendte en pressemeddelelse om, at »regeringen følger situationen meget nøje«, og at myndighederne hele tiden vurderer, »om det er nødvendigt med nye tiltag«. »De danske efterretningstjenester er i løbende og tæt kontakt med deres relevante udenlandske samarbejdspartnere. Beredskabet i Danmark er i forvejen forhøjet i lyset af terrorangrebene på USA 11. september 2001«, skriver hun. Flere forskere har foreslået, at Danmark gør beredskabet mere synligt ved for eksempel at lade politi patruljere på jernbanestationer. »Det må være politiets vurdering, om det er nødvendigt«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). »Det vil jeg ikke gå ind i«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her