Ni milliarder mere til forbrug

Lyt til artiklen

Regeringens udspil til den såkaldte 'forårspakke' vil betyde, at der bliver pumpet 9 milliarder kroner mere ud til forbrug i de danske husholdninger i både 2004 og 2005. Det sker for at stimulere økonomien og øge forbruget. Stop for den Særlige Pensionsopsparing Regeringen vil blandt andet stoppe den tvungne Særlige Pensionsopsparing (SP), som alle danskere i de seneste fem år har betalt én procent af deres indkomst til. SP blev indført af den tidligere regering i 1998, fordi der dengang var fare for at økonomien ville blive overophedet. Den fare eksisterer ikke mere, mener regeringen. Så derfor suspenderes ordningen de næste to år. Dette tiltag alene vil frigive fire milliarder kroner til forbrug i de private husholdninger. Nedsættelse af arbejdsindkomstskat Regeringen har desuden besluttet, at nedsættelsen af skatten på arbejdsindkomst skal fremrykkes. Det får virkning med tilbagevirkende kraft fra 1. januar i år. Dette skulle ifølge regeringen øge husholdningsbudgetterne med yderligere fire milliarder kroner i 2004 og to en halv milliard i 2005. Hvad kommer det til at betyde for den enkelte? Hvis lovforslaget kommer igennem, hvilket meget tyder på, at det vil, så kommer det blandt andet til at betyde følgende: Arbejdsgiverne stopper med at trække SP-bidrag fra og med lønudbetalingen i juni måned. Skattevæsenet laver en ny forskudsregistrering for 2004 og udsender nye skattekort snarest muligt efter lovforslagets vedtagelse. På de nye skattekort indregnes såvel virkningen af den fremrykkede skattenedsættelse som virkningen af suspensionen af SP-bidraget for hele året. Det vil sige, at der ved beregning af trækprocent og skattekortfradrag tages hensyn til, at der i årets første måneder er betalt for meget i skat. Flere penge til forbrug En butiksmedarbejder med en årsløn på 180.000 kroner kommer med suspensionen af SP og fremrykningen af skattelettelserne til at få 1.102 kroner mere om året til forbrug. En højere funktionær med en årsløn på 400.000 kroner kommer til at få 4.177 kroner mere om året til forbrug. Alt i alt mener regeringen, at en typisk LO-parfamilie vil få knap 6.000 kroner mere til forbrug i 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her