»Pas på, I ikke falder«. Snubletråde i metervis dækkede i går fortovet foran Københavns Byrets lokaler på Rådhuspladsen, da et masseopbud af kameraer - plus deres lange ledninger - stod klar til at modtage dagens og sagens hovedperson, den tidligere Farumborgmester Peter Brixtofte. I godt humør Selv om Brixtofte er den, som for alvor risikerer at falde helt til jorden under og efter den langvarige retssag, var han i sit sædvanlige pågående, gode humør. »Dream Team of Denmark«, sagde den tidligere Farumborgmester og slog præsenterende ud med armen i retning af sine to advokater, Anders Nemeth og René Offersen, der fulgte lige i hælene på Brixtofte. Mens de to tjenende ånder holdt både munden og de tunge tasker helt stille og i baggrunden, gentog Brixtofte velvilligt sine påstande om, at sagen på den ene side er fuldstændig vanvittig og udtryk for et politisk diktat øverst oppe i Venstre, og at han samtidig glæder sig til samme sag. »Fordi jeg regner med at blive fuldstændig renset, så jeg kan komme videre med mit liv«, sagde Brixtofte, som netop har kickstartet en ny politisk karriere ved at melde sig ind i Centrum-Demokraterne. Dagens anden hovedperson, den tidligere ordførende kommunaldirektør i Farum Leif Frimand Jensen, var om muligt ventet med endnu større interesse af kameraernes linser. Siden Farumsagen kom frem for to år siden og han måtte forlade tronen sammen med borgmesteren, har han ikke sagt ét eneste offentligt ord. Det gjorde han heller ikke i går. Selv om hoveddøren ud mod Rådhuspladsen var svært bevogtet af snubletråde, fandt Frimand en stille sidedør ind i retsbygningen. Mødt af låst dør Oppe på tredje sal blev de mødt af en låst dør til retslokalet. Hverken respektfuld banken eller mere utålmodig hamren hjalp. Brixtofte forsøgte at holde humøret oppe med en vits om, hvorvidt man kunne klare sagen uden en dommer. Det var dog ikke nok til at holde stemningen oppe. En lille halv snes minutter senere var tålmodigheden sluppet op. Men netop da de to hovedpersoner og deres fire advokater fortrak til et venteværelse, blev døren åbnet indefra. Den store sag kunne begynde. Det tog anklageren, vicestatsadvokat Flemming Denker, hen ved en time at oplæse anklageskriftet med de otte tiltalepunkter for groft mandatsvig og embedsmisbrug. Flankeret af sine to advokater sad Peter Brixtofte lige over for anklageren. Leif Frimand Jensen havde fået plads i andet parket, hvor han sad på fløjen af sine forsvarere, Jan Kornerup Jensen og Niels Ulrik Heine. Mens Frimand sad rolig som en stenstøtte, reagerede Brixtofte stærkt på anklagerne for at have ført Farum Kommune ud i et økonomisk morads. Igen og igen rystede han energisk på hovedet og greb fat i sine advokater for hviskende at konferere med dem. Men da anklageren gennemgik 150 regninger for restaurationsbesøg, møder og rejser, blev Peter Brixtofte stille. Regningerne stammer fra et enkelt år - 2001 - og er efter anklagemyndighedens vurdering langt ud over, hvad en borgmester og hans nærmeste embedsmand lovligt kan tillade sig for skatteydernes regning. »Hvad der ligger over en kuvertpris på 1.000 kroner, er efter vor mening mandatsvig«, oplyste statsadvokatfuldmægtig Michael Ejlerskov på et spørgsmål fra retsformanden, dommer Peter Garde. Samlet er der efter anklagemyndighedens mening tale om, at de to tiltalte har belastet kommunekassen med godt 2,1 million kroner for meget til mad, drikke og rejser. Vin op til 17.000 kroner per person På de fleste regninger udgør vinen en anselig del - og i mange tilfælde endog hovedparten af beløbet. Udgiften alene til vin per person når helt op på 17.000 kroner. I andre tilfælde ligger prisen på 5.000, 10.000 eller 12.000 kroner per deltager. Samlet er der i alt 45 regninger, hvor vinudgiften per deltager ligger over 2.000 kroner. Dertil kommer maden. Peter Brixtofte så mere og mere utilpas ud, efterhånden som oplæsningen af de mange regninger skred frem. Han rettede på slipset og strøg sig gang på gang over panden. Men han livede op, da vicestatsadvokat Flemming Denker redegjorde for de erstatningskrav på over 38 millioner kroner, som Farum Kommune har bebudet i forbindelse med straffesagen. Den tidligere borgmester har kun hovedrysten tilovers for kravene, som ud over restaurationsregningerne knytter sig til to strandede byggeprojekter, der risikerer at give kommunen tab. »Det er bare til at grine af. Jeg kommer aldrig til at betale en krone af det. Hvert eneste krav vil falde bort«, sagde Peter Brixtofte efter retsmødet. Han mente, at anklageren gjorde meget ud af restaurationsregningerne for at trække pressens opmærksomhed væk fra den øvrige del af tiltalen, og at alle restaurationsbesøg havde tjent et kommunalt formål. Han afviste nogensinde at have godkendt eller betalt de helt dyre vinregninger. Anklageren fortsætter sin forelæggelse af sagen i det næste retsmøde på fredag. Forsvarerne har bebudet, at de derpå vil forelægge sagen fra deres synsvinkel. Peter Brixtofte ventes først at blive afhørt i næste uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























