Ingen danske ofre for terrorangreb

Redningsarbejdere er i gang med at bære et af ofrene fra et af de eksploderede tog i Madrid. - Foto: AP
Redningsarbejdere er i gang med at bære et af ofrene fra et af de eksploderede tog i Madrid. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»To af mine skolekammerater var med i toget ved Atocha. Vi har snakket med dem, og der er kaos og blod over alt, der ligger hænder og andre kropsdele alle steder. En af dem plejer at sidde i midten af toget men lige i dag satte han sig for enden. Han ville nok have været død, hvis han havde gjort, som han plejer«, fortæller Mikkel Aamann på Politiken.dk om terrorangrebet i morges i Madrid, hvor 182 mennesker blev dræbt og mere end 1000 meldes kvæstet. Byen blev rystet af 13 bomber, der eksploderede på tre tog-stationer i den spanske hovedstad. Den travle Atocha-banegård i centrum af Madrid var et af målene for eksplosionerne. Banegården er et knudepunkt for byens metro, og landets regionaltog. En gruppe danske medarbejdere fra Sonofon opholdt sig tæt på stationen, da eksplosionerne fandt sted. »Jeg står og kigger ned på gaden nu. Der står folk, der bløder og folk der græder, og der er ambulancer over det hele. Vi føler os heldige, at det ikke er os der, står der, for vi har også brugt metroen«, siger Mika Andersen til Ritzau. Ingen danske ofre Ifølge den danske ambassade i Madrid er der ingen danskere blandt de dræbte eller tilskadekommende. »Vi holder os i kontakt med myndighederne, og der er ingen danskklingende navne på den liste over dræbte og sårede, som vi har set«, fortæller den danske vicekonsul Birte Secher i Madrid til Politiken.dk. Hun skønner, at der fast opholder sig mellem 300 og 400 danskere fastboende i Madrid, mens der ikke er nogen oversigt over danskere der er på rejse i landet. »Gran massacre« Men selv om alt tyder på, at angrebet ikke har kostet nogen danske menneskeliv, har det det tydeligvis berørt en del danskere i byen dybt. »På min spanskskole har folk naturligvis været enormt chokerede. De fleste er jo urolige for, at nogle af deres kære er i blandt ofrene. Selv om jeg kan se ambulancer og kaos omkring mig, bliver jeg nødt til at søge indendørs for at finde ud af, hvad der sker. De spanske professorer kalder det en »gran massacre«. Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal reagere, for selvom verdens modbydeligheder nu udspiller sig for næsen af mig, er det måske for virkeligt til at forstå«, fortæller Anders Emil Møller på Politiken.dk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her