Lomborgs konference får bæredygtigt modstykke

Lyt til artiklen

Bjørn Lomborgs stort anlagte Copenhagen Consensus-konference den 24.-28. maj, hvor en række internationale økonomer skal give deres bud på, hvordan man løser verdens største problemer så billigt og effektivt som muligt, får nu modsvar fra en anden stor international konference om klodens tilstand i København på samme tidspunkt. Bag konferencen, der skal foregå på Christiansborg i dagene 24.-25.maj under navnet Global Conscience, står en arbejdsgruppe bestående af individuelle personer og repræsentanter for bl.a. Det Økologiske Råd, NOAH, Attac-Danmark, Le Monde Diplomatique og Tidsskriftet Salt. Desuden har bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening sagt ja til at være medarrangører. En række bestyrelsesmedlemmer forlod fornylig bestyrelsen for Bjørn Lomborgs Institut for Miljøvurdering (IMV) i protest mod Copenhagen Consensus, som de fandt lå udenfor instituttets arbejdsområde, ligesom de kritiserede, at Lomborg ikke har inviteret en eneste miljøøkonom. Kritiske arrangører Også arrangørerne bag den nye konference Global Conscience er kritiske overfor Lomborg-konferencen og mener, at den satser for ensidigt på økonomiske prioriteringer og en forenklet forestilling om, at det er nødvendigt og muligt at vælge mellem et begrænset antal indsatsområder. I stedet lægger Global Conscience, som navnet antyder, op til en bredere drøftelse af de udfordringer, som kloden står overfor, og hvordan der kan sikres en bæredygtig udvikling for alle. I modsætning til Lomborgs konference er det planen, at Global Conscience skal være en åben konference. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har sagt ja til at byde velkommen til Global Conscience. En række andre fremtrædende personer inden for miljø og udvikling har sagt ja til at deltage. Det gælder bl.a. direktøren for FN's Miljøorganisation UNEP, Klaus Töpfer, EU's miljøkommissær Margot Wallström, den kendte indiske miljøforsker og forfatter Vandana Shiva og den ligeledes indiske udviklingsforsker Sunita Narai. Desuden har præsidenten for Worldwatch Institute, nordmanden Øystein Dahle, og tidligere miljø- og energiminister Svend Auken (S) givet tilsagn om at medvirke på konferencens første "globale dag". Derudover er Mikhail Gorbatjov og en række økonomer og miljøforskere inviteret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her