13 kan gå hen at blive et lykkeligt tal for både København og Christiania. Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), har i de seneste uger og dage været i nærkontakt med regeringen for at forhandle kommunens krav til en normalisering af fristaden. Helt nøjagtig har kommunen 13 krav til den forestående fornyelse. Et af de mest opsigtsvækkende københavnske krav er et permanent råd, som skal være et fast beslutningsorgan med ret og pligt til at indgå forpligtende aftaler mellem christianitterne og det omgivende samfunds myndigheder. Forhandlinger med regeringen i kulissen Når regeringens udspil til et fremtidigt Christiania i flere omgange har været forsinket, skyldes det netop forhandlinger i kulisserne med Københavns Kommune. Ifølge Politikens oplysninger er der imødekommenhed fra regeringens side til netop ideen om et fast råd. Et andet af kommunens krav retter sig mod fristadens borgere. Således gør Kramer op med christianitternes helt interne og lukkede boliganvisning og kræver et mere gennemskueligt system for anvisning af boliger. Vil hjælpe med genhusning Til gengæld er kommunen indstillet på at hjælpe de nuværende beboere til en form for genhusning på området. Det er især en hjælp til de mennesker, som må rømme de ulovligt opførte huse på det fredede voldanlæg. Hverken Kramer Mikkelsen eller regeringen vil kommentere de 13 krav fra København eller den længe ventede betænkning fra Christianiaudvalget. Tre modeller Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har lovet, at betænkningen offentliggøres i denne uge. Den indeholder tre modeller for et nyt Christiania - en ren markedsmodel med ejerlejligheder, en mellemformsløsning med 400 boliger i blandede ejerformer og en model, hvor en selvejende fond styrer Christiania.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























