Civile fik bekræftet de værste anelser

Lyt til artiklen

Op mod 3.000 civilt ansatte i forsvaret risikerer at miste deres job med forsvarsreformen. Men endnu flere kan blive tvunget til at flytte fra den ene ende af landet til den anden, hvis de vil beholde deres job. »Så rigtig, rigtig mange bliver berørt af de omfattende ændringer«, siger Peter Waldorff, som er formand for HK-Stat. HK har f.eks. 150 medlemmer hos Hærens Materielkommando i Hjørring, som skal flyttes til Vedbæk til den nye materieltjeneste. »Vi har mange kvindelige medlemmer, og de har ofte svært ved at flytte familien, fordi manden typisk tjener mere. For ikke at tale om forskellen på boligpriserne i Nordjylland og hovedstadsområdet«, siger Waldorff. Et uklart tal De civilt ansattes fagforeninger forsøgte i går at få et tal for, hvor mange af deres medlemmer, der er i fare. Uden held. Beskeden fra forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og forsvarschef Hans Jesper Helsø var, at det kan blive mellem 1.500 og 3.000. Centralforeningen for Stampersonel, CS, som er de militært ansattes største fagforening, er ikke bange for at byde på et tal. »Jeg forventer, at der nedlægges 2.500 civile arbejdspladser«, siger CS-formand Finn Busse Jensen. Reel frygt Han forstår godt de civiles frygt for, at deres arbejde kan blive overtaget af militærfolk. »Det er da en reel mulighed, når vi får flere militærfolk og færre civile«, siger Busse. Antallet af konstabler, sergenter og officerer på lavere niveau ventes at stige med 3.800. I den militære chefgruppe forventes en nedskæring på omkring ti procent. »Men selv om vi bliver flere, risikerer nogle at miste deres job, fordi netop deres funktion bliver nedlagt. Eller fordi de ikke har mulighed for at flytte til en anden del af landet«, siger Finn Busse Jensen. 'Store ofre' Forsvarsministeren erkender, at reformen vil »koste store menneskelige ofre«. »Men ændringerne vil ske over flere år, og der er ingen grund til at sprede mere rædsel blandt forsvarets personale end højst nødvendigt«, siger Jensby.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her