Kommunen skal betale, hvis et bysbarn ender bag tremmer. Det foreslår formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF), og retsordfører i Venstre Birthe Rønn Hornbech. Baggrunden for forslaget er en kedelig statistik, der viser, at syv ud af ti mennesker med en ubetinget dom bag sig vender tilbage til fængslet inden for fem år. Problemet er, ifølge Anne Baastrup (SF), at kommunerne i dag ikke har noget incitament til at ændre statistikken. Tværtimod. Staten betaler regningen, når borgerne er i fængsel, mens forebyggende behandling uden for fængslet betales af kommunerne. Grundlag for kassetænkning Det giver grundlag for kassetænkning, mener Anne Baastrup. Det kan betale sig for kommunerne at sidde med hænderne i skødet. »Jeg siger ikke, at kommunerne spekulerer i det med onde bagtanker. Det er bare svært for en socialdirektør at få prioriteret området, når det ikke koster kommunen noget som helst at fejle«, siger hun. Nu vil hun tage diskussionen op i folketingssalen i forbindelse med den nye kommunalreform. Forslaget ser ud til at kunne få et flertal bag sig. Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov, er ikke afvisende, men ønsker først at klarlægge problemets omfang og karakter. En stor del af problemet med den høje tilbagefaldsprocent kan ligge i fængslernes forebyggelsesindsats, mener han. Narko- og alkoholproblemer »Eksempelvis ved vi, at rigtig mange af dem, der er inde og afsone, har problemer med alkohol eller narko. Og hvis man ikke får dem ud af deres misbrug, mens de er i fængslet, er sandsynligheden for, at de falder tilbage i misbrug og kriminalitet, væsentlig større«, siger Morten Bødskov. Han påpeger, at justitsminister Lene Espersen (K) tidligere har lovet at undersøge problemets omfang. Det vil han nu holde hende fast på. Anne Baastrup mener under alle omstændigheder, at effekten vil være positiv, hvis kommunerne får et økonomisk ansvar. »Kommunen vil også få et incitament til at stille nogle krav til Kriminalforsorgen. Et incitament til at forlange, at den indsatte får et behandlingstilbud mod narko, mens han sidder i fængsel«, siger hun. Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Vagn Ry Nielsen, forstår ikke forslaget. Han vil nu bede om at få et møde med Folketingets Retsudvalg: »Jeg vil gerne have, at retsudvalget fortæller mig, hvilke kommuner der håber på, at folk bliver indsat igen, otte dage efter at de er kommet ud af fængslet. Vi ved godt, at der er indsatte, der har store problemer, når de bliver løsladt. Det skyldes først og fremmest narkogæld. Men det er ikke os, der har narkoproblemet i fængslerne, og vi er ikke bekendt med, at vi gør noget forkert«. Løkke afviser ikke Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V), afviser ikke umiddelbart ideen som et indspark til drøftelserne om en ny kommunalreform. »Det er et interessant og spændende synspunkt, som jeg gerne ser uddybet af forslagsstillerne«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























