VK presset til at tælle smagsdommere

Lyt til artiklen

Regeringen er klar til at smække en liste med alle råd og nævn oprettet efter valget i november 2001 på bordet. Det sker efter krav fra Dansk Folkeparti, som er bekymret over, at regeringen tilsyneladende har ladet nye råd, nævn, kommissioner og puljer spire frem dér, hvor Nyrup-regeringens råd og nævn blev kappet af. »Det er klart, at vi vil komme med det samlede antal. Her vil det vise sig, at antallet er temmelig begrænset, fordi mange er interne arbejdsgrupper i ministerierne. Der er ikke oprettet et eneste nævn eller råd, som ikke er velbegrundet«, siger finansminister Thor Pedersen (V). Radikal liste Det er tidligere minister fra Det Radikale Venstre Margrethe Vestager, der har samlet listen. Hun siger, at der er oprettet omkring 100 nye råd og nævn inden for det seneste år, og at de koster 100 millioner kroner. Det er i hendes øjne dobbeltmoral. »De har ikke gjort op med ekspertvældet, sådan som de sagde. I stedet har de lavet råd og nævn på de politikområder, som interesserer dem. Det er legitimt nok - men så skal de bare sige, at det er det, de gør«, siger Margrethe Vestager. Rohde: Liste er løgn Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, kalder de radikales liste for »løgn« og en sammenblanding af »æbler, pærer, chokolade og chips«. Ifølge Rohde har regeringen 'kun' oprettet 30 nye råd og nævn, mens den har nedlagt omkring 150. Kulturminister Brian Mikkelsen (K), der selv har oprettet 13 permanente råd og nævn, betoner, at der ikke efter hans opfattelse er noget forkert ved statslige ekspertorganer. »Det er god borgerlig politik at lytte til såkaldte smagsdommere. Jeg har brug for råd fra mennesker, der ved, hvad de taler om. Men råd og nævn må ikke gribe om sig, og i den tidligere regerings tid var der sket en knopskydning med mange unødvendige instanser«, siger kulturministeren. Til gengæld for de 13 nye permanente råd og nævn i Kulturministeriet er der nedlagt 18 andre. »Altså fem færre«, påpeger ministeren. Desuden har han oprettet 22 midlertidige råd og nævn, hvoraf 11 stadig er i funktion. Anderledes netværk Blandt andet har Brian Mikkelsen oprettet det nye Børnekulturens Netværk, som skal hjælpe børn til flere kulturoplevelser - samme formål havde Kulturrådet for Børn, som Brian Mikkelsen lukkede for to år siden. Ministeren mener, at forskellen er stor: »Netværket skal finde ud af, hvad vi kan gøre for børn inden for eksisterende rammer på museer, teatre, i film og litteratur, som til gengæld tilføres flere midler. Det råd, vi nedlagde, var udtryk for projektmageri, hvor projekterne ofte døde, når der ikke var flere penge«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her