Et flertal i Folketinget er imod, og Ombudsmanden vil følge sagen nøje. Sådan ser optællingen på slagmarken ud efter forsvarschef Hans Jesper Helsøs henstilling til forsvarets topfolk om ikke at udtale sig i debatten om det kommende forsvarsforlig. Vil undersøge regler Imens prøver forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at nedtone sagen. Jensby pointerer, at forsvarschefens henstilling ikke er nogen mundkurv i form af en lodret ordre: »Det er vel meget naturligt, at han siger til sine folk, at nu skal den politiske proces i gang«, siger Svend Aage Jensby. Han bebuder dog, at han alligevel vil undersøge de præcise regler om forsvarets ansattes ret til at ytre sig. Ombudsmand følger sagen Forsvarschefen skrev for få dage siden til forsvarets generaler og admiraler, at »jeg har svært ved at se, hvordan en af mine myndighedschefer kan udtale sig kritisk om regeringens kommende udspil uden at bryde med de grundlæggende loyalitetsprincipper«. Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, læste Politikens historie om forsvarschefens mundkurv med rynkede bryn: »I første omgang forholder jeg mig afventende. Forsvarsminister Svend Aage Jensby er jo blevet bedt om en reaktion. Så foreløbig har jeg tænkt mig at skrive til Forsvarsministeriet og forsvarschefen med en anmodning om at blive holdt underrettet om, hvad der sker i sagen«. Ombudsmanden har i årenes løb udtalt sig om adskillige sager om offentligt ansattes ytringsfrihed - og flere gange fastslået offentligt ansattes ret til at blande sig i debatten. Ingen af sagerne svarer præcis til forsvarschefens mundkurv på de militære chefer under forsvarsforhandlingerne, men Gammeltoft-Hansen vil end ikke udtale sig principielt: »Uanset hvad jeg siger, vil det blive forstået ud fra den konkrete sag«. Kritik af forsvarschef Men både Socialdemokraterne, de radikale og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, går hårdt i rette med Hans Jesper Helsø: »Man skal ikke give nogen mundkurv på«, siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Peter Skaarup. »Det er vigtigt, at vi får alle opfattelser frem, og politikerne er godt i stand til at sortere i de informationer, vi får. Det er så mange milliarder, det handler om, at det er godt at have viden om, hvad der rører sig ude hos dem, hvor skoen trykker«. Statsministeren er ikke bekymret over forsvarschefens henstilling til sine chefer om at holde igen med kommentarer til det kommende forsvarsudspil. »De må være op til forsvarets folk selv at afgøre. Forsvarets ansatte har ytringsfrihed ligesom alle andre, men der er også ytringsfrihed til at foreslå, henstille og give gode råd«, siger Anders Fogh Rasmussen. jakob.nielsen@pol.dk henrik.kaufholz@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























