Forbrugerrådet vil stoppe genbrug af engangsudstyr

Lyt til artiklen

Forbrugerrådet og producenter er bekymrede over, at hospitaler genbruger engangsudstyr til operationer. Genbruget sker for at spare penge, men udstyret er kun designet og testet til at blive brugt en gang. »Ud fra et sikkerhedssynspunkt er det fuldstændig uacceptabelt - specielt fordi patienterne ikke bliver oplyst om det«, siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Margrethe Nielsen. »Indtil det er dokumenteret, om man overhovedet kan genbruge engangsudstyr, skal genbrug helt ophøre«, siger hun. Producenten af udstyret mener ikke, det er muligt at sterilisere engangsudstyret på betryggende vis. »Det drejer sig blandt andet om katetre, som er meget tynde, og hvor der let sætter sig snask, som man ikke kan få ud«, siger direktør i Medicoindustrien Ditte Nørgaard-Andersen. Genbrugt udstyr under standard I 1996 genbrugte hele 83 pct. af hospitalerne engangsudstyr, mens tallet var faldet til 37 pct. i 1998, hvor den sidste undersøgelse blev lavet. Statens Serum Institut betegner det genbrugte udstyr som 'under standard' og har sat sig for at få sat genbruget i system og frem i lyset. »Vi ved, det sker i dag. Men det er, havde jeg nær sagt, hemmeligt. Når man spørger hospitalerne, får man måske et svar - måske ikke«, siger overlæge Ole Bent Jepsen fra Den Centrale Afdeling for Sygehushygiejne, Statens Serum Institut. Han er utryg ved situationen i dag, hvor hvert enkelt hospital beslutter, hvad og hvor meget de vil genbruge. Hospitalerne er ikke gearet til at gøre udstyret godt nok rent, siger Ole Bent Jepsen: »Det har ikke noget med ond vilje at gøre. Men de har ikke erfaringen til det«. Rengøring kan ødelægge udstyr Rengøringen kan i yderste konsekvens ødelægge udstyret, siger lægelig direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen: »Man udsætter udstyret for tryk og høje temperaturer, som kan lave revner i overfladen, så der kommer glas ind i patienten«. På Hvidovre Hospital holdt man officielt op med at genbruge i 1998. »Men hvis vi kan gøre det på en autoriseret måde, vil vi gerne«, siger Torben Mogensen. Han understreger samtidig, at der for Hvidovre Hospitals vedkommende kun er tale om at genbruge dyrt og robust udstyr som tænger, katetre og særlige hæftemaskiner til brug under operationer. Blåstempling Med sigte på at få et professionelt firma til at rengøre instrumenterne har Seruminstituttet netop sat punktum for et forsøg, hvor hospitaler sendte engangsudstyr til et tysk firma med speciale i at sterilisere engangsudstyr. Firmaet har bl.a. andet en ansvarsforsikring på 200 millioner kroner i tilfælde af klagesager og har ifølge egne oplysninger aldrig haft et eneste uheld. Blandt andet derfor anbefaler Seruminstituttet nu Sundhedsstyrelsen at udlicitere opgaven permanent. På den måde kan hospitalerne spare op til 40 millioner kroner om året. »Det er et spørgsmål om økonomi. Og vi har også et ansvar for at finde den bedste og billigste løsning«, siger Ole Bent Jepsen. Formanden for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Kresten Philipsen, er ikke glad for genbrugsideen: »Som det er nu, mener jeg ikke, at patienternes sikkerhed står godt nok«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her