Brixtofte vil være CD-borgmester i Farum

Foto: Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen
Lyt til artiklen

En ny partibog fra Centrum-Demokraterne kan også blive til et nyt kapitel i Peter Brixtoftes politiske karriere. Men med masser af gentagelser, hvis han selv skal skrive den. Især muligheden for at generobre borgmesterposten i Farum er ifølge hovedpersonen og hans støtter en realistisk mulighed. Selv om retssagen mod Brixtofte, som starter 16. marts, ikke forventes afsluttet før om adskillige år, håber han, at sagen allerede til efteråret viser sig at svinde i størrelse. »Derfor regner jeg da med at være klar i efteråret 2005 til kommunalvalget«, siger Brixtofte, der atter vil kombinere en post i Farum med en landspolitisk karriere. 40 nye medlemmer Eksborgmesterens indmeldelse i CD har de seneste to døgn givet cirka fyrre nye medlemmer til partiet - heraf en større del fra Farumkanten. Fire har meldt sig ud. I Brixtoftes gamle byrådsgruppe har Hüsyein Tas meldt sig ud af Venstre og ind i CD, og han satser akkurat som Brixtofte på at stille op til næste kommunalvalg - og meget gerne også Folketinget - for sit nye parti. Mindst endnu et venstremedlem af byrådet - Bent Jensen - regner med at vende det gamle parti ryggen, men har endnu ikke besluttet sig for en fremtid i CD. »Men jeg er da overbevist om, at Peter Brixtofte kan trække 4-5 mandater med ind i byrådet ved næste valg«, siger han. Ifølge Brixtofte har han opbakning fra sin nye partiformand, Mimi Jakobsen, til at sætte skub i sin CD-karriere, inden der er faldet dom i Farumsagen. Det har ikke været muligt at få partiformand Jakobsens fortolkning af den forståelse, der er mellem de to. »Jeg er ikke i tvivl om, at min sag smuldrer, så snart rettens lys falder på mine forklaringer. Derfor er det slet ikke nødvendigt at vente, til der er faldet dom. Det vil alle kunne se, når retten tager fat«, siger Peter Brixtofte, der i øjeblikket er løsgænger i Folketinget. Også her regner han med at øge aktiviteten her i foråret efter en meget stille periode.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her