Forbudt cd-rom til alle

På Strøget var der rift om at kigge på CD-rommen. - Foto: Jacob Ehrbahn
På Strøget var der rift om at kigge på CD-rommen. - Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Den civile ulydighed breder sig. Siden sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen trak oplysnings-cd-rommen 'Sexstarz' tilbage, har en bølge af reaktioner fra skoleelever til folketingsmedlemmer rejst sig. Senest har organisationen Danske Skoleelever (DSE) taget affære. Delte kopier ud Fire computere og et skrivebord fandt onsdag eftermiddag vej til Nytorv i København, hvor en håndfuld unge fra DSE viste den tilbagekaldte cd-rom frem og delte kopier af 'Sexstarz' ud. Kopierne gik som varmt brød, og en lille time senere blev den sidste af de 225 medbragte cd'er hevet op af kassen. Kommentarerne fra de forbipasserende og ved computerne var hovedsageligt positive fra både voksne, unge og børn. Cd-rommen er blevet produceret i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Foreningen Sex & Samfund, og en af de unge, der var heldig at få fat i et eksemplar af 'Sexstarz', var Albert Haraldsted på 15 år. Han glædede sig til at se på sit nyerhvervede alternativ til siderne på internettet. »Porno er alt for fantasifuldt. Hvis man for eksempel skal have sex første gang, er det bedre at læse om det på sådan en cd-rom«, sagde han. Politisk ulydighed På den politiske kyst er bølgerne også begyndt at rulle ind. Kamal Qureshi (SF) var den første politiker, der lagde 'Sexstarz' ud på sin hjemmeside, så folk frit kunne downloade den. Det var der så mange, der gjorde, at partiet måtte ud og finde en sponsor, som nu hoster CD-rommen. »Vi havde regnet med, at det ville koste os et par tusind kroner, men nu har det kostet SF 40.000 kroner. Vi betaler for internetkapacitet, og med den overvældende interesse, der har været, kan vi ikke længere klare det økonomisk«, fortæller han. I alt har 4.000 været inde på siden for at hente en gratis version, og bare i den sidste time, inden siden blev taget af nettet på grund af overbelastning, downloadede 1.800 cd'en. Enhedslisten har fulgt Qureshis eksempel og har lagt uddrag fra oplysnings-cd'en på nettet, ligesom DR's ungdomsprogram, SKUM, også er gået ind i kampen for fri folkeoplysning. På SKUM's hjemmeside kan cd-rommen hentes indtil på mandag klokken ti. Nettet er vulgært Kamal Qureshi havde helst set, at cd'en kun kom ud til 9. klasser, som det var meningen. Men det bekymrer ham ikke, at alle aldersklasser kan gå ind på hans hjemmeside og downloade cd-rommen. »De samme personer, som kan gå ind at se pornohjemmesider på nettet, kan også hente cd'en på min hjemmeside. Uanset alder er det bedre, at de får informationerne fra cd-rommen end fra en pornohjemmeside«. På Nytorv i København fik han medhold fra 17-årige Margit Nielsen, der havde hørt om Danske Skoleelevers uddeling af cd'en gennem tv. »Hvis man skal søge på nettet efter de samme ting, er det mere vulgært. Cd'en er rigtig god«, sagde hun efter første gennemsyn. Det er indtil videre uvist, om ophavsretten er blevet krænket under de seneste dages civile ulydighed, men mens Sundhedsministeriet arbejder på sagen, gør både politikere og unge altså den forbudte cd-rom tilgængelig. »Hensigten har været at udbrede cd'en, så jeg kan ikke se, hvem der skulle komme efter mig. Sundhedsministeriet kan sidde og skumme over det, men de kan ikke rigtig gøre noget«, siger Kamal Qureshi (SF). Hverken Sex & Samfund eller Sundhedsstyrelsen har hørt fra Sundhedsministeriet, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeriet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her