Kvinder, der dropper hormonerne som hjælp mod gener i overgangsalderen, skal være forsigtige med at vælge naturlægemidler eller kosttilskud som alternativ. Der er alt for lidt viden om disse midlers virkninger - og ingen viden overhovedet om mulige bivirkninger på langt sigt. Sådan lyder advarslerne fra flere læger, efter at en række undersøgelser har dokumenteret forhøjet risiko for blandt andet blodpropper og brystkræft ved hormonbehandling. Den nye viden om bivirkningerne har fået tusinder af kvinder til at droppe hormonerne, og mange efterspørger et alternativ. Tre naturlægemidler Der findes i dag tre naturlægemidler, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen til behandling af hede- og svedeture - typiske gener i forbindelse med overgangsalderen. Det er præparaterne Remifemin, Menofem og Angelika, der alle bygger på ekstrakt af roden fra planten sølvlys, Angelika desuden på mælkebøtte. Desuden er der på markedet en række kosttilskud, der ganske vist ikke må sælges som virksomme mod sygdomme eller helbredssymptomer, men som alligevel på internettet og i husstandsomdelte reklameaviser markedsføres som virksomme mod gener i overgangsalderen. Forkert naturtillid »Men vi ved ikke nok om disse midler, blandt andet om deres indhold af plantehormoner. Hvis man afskriver hormonbehandling af frygt for brystkræft, kan man slet ikke vide sig sikker med de alternative præparater - blandt andet fordi der helt mangler viden om langtidsvirkningerne«, siger formanden for de danske gynækologers videnskabelige selskab, overlæge Charlotte Wilken-Jensen. »Det er forkert uden videre at tro, at natur er bedre end kemi. Så jeg mener ikke, at vi som læger kan anbefale disse præparater«. Også overlæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Amtssygehuset i Gentofte Kaj Winther er skeptisk. Han er formand for Dansk Selskab for Fytoterapi - et selskab, der har til formål at fremme viden om plantemedicin - og han har et indgående kendskab til eksisterende forskning i forskellige naturprodukters virkning på gener i forbindelse med overgangsalderen. »En gennemgang af litteraturen viser, at det i øjeblikket er svært at pege på en alternativ behandling, som med sikkerhed virker på problemer i menopausen og samtidig ikke indeholder hormoner eller hormonlignende substanser«, siger han. Ukendte virkninger »Sølvlys har i mange år været brugt til symptomer i overgangsalderen. Men til trods for en del forskning på området er der ikke nogen tilfredsstillende dokumentation for virkningen. Mange af de studier, der er lavet, er simpelt hen for svage«, siger Kaj Winther. Han peger også på en usikkerhed om, hvorvidt sølvlys har en hormonlignende effekt. Det er baggrunden for, at Lægemiddelstyrelsen kun vil anbefale brugen af de tre godkendte præparater i højst seks måneder. »Vi kender ikke langtidsvirkningerne af produkter, der indeholder planteøstrogener og andre hormonlignende elementer«, understreger Kaj Winther. Han peger i den forbindelse også på sojaprodukter, der i nogle studier har vist en vis effekt på overgangsaldersymptomer, men som indeholder planteøstrogenlignende stoffer. »Det er ikke umuligt, at der på længere sigt kan være noget i 'den grønne gade'. Men det skal undersøges ordentligt«, siger han. Britisk skepsis Netop bekymring om langtidsvirkningerne af de produkter, der langes over disken uden recept i helseforretningerne, præger også en leder i seneste nummer af det ansete britiske lægetidsskrift British Medical Journal. »Hvad er virkningen på længere sigt af disse præparater, som tages i tiltro til, at når de er naturlige, er de også sikre? Får vi forskning, der er tilfredsstillende nok til at sikre, at der ikke i endnu et halvt århundrede sker ukontrollerede eksperimenter med kvinder i overgangsalderen?«, spørger den britiske professor i folkesundhed Klim McPherson i artiklen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jon Stephensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Tidligere ansatte fortæller om tiden hos dansk stjerne: »Du så de her zombier, der gik rundt på kontoret«
Priserne er næsten larmende lave på byens bedst beliggende restaurant
Kronik af Sofie Nøjgaard Fogtdal



























