Personalet skal også plejes

Orla Hinsch på 94 får hver dag hjælp til at blive vasket, klædt på og få morgenmad. De fleste dage er det hans faste hjemmehjælper, Pia Poulsen Andersen, der kommer.   Foto: Thomas Borberg
Orla Hinsch på 94 får hver dag hjælp til at blive vasket, klædt på og få morgenmad. De fleste dage er det hans faste hjemmehjælper, Pia Poulsen Andersen, der kommer. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Mange forskellige hjemmehjælpere, glemte besøg og et stresset personale. Det er det billede, der med større eller mindre penselstrøg er blevet tegnet af hjemmeplejen de seneste år. I den kommunale hjemmepleje i Birkerød Kommune undrer man sig over det billede. Hver morgen klokken halv otte mødes i fællesrummet omkring 50 ansatte, der tæller social- og sundhedshjælpere, assistenter og sygeplejersker. Dagens opgaver fordeles over et krus kaffe. En morgenvagt, der møder klokken syv, har overblik over, hvilke andre ændringer der er i dagens program, for eksempel om nogle borgere er indlagt eller har aflyst. Et sårbart område »Det er et sårbart område, hvor der er mange ting at holde styr på. Derfor stiller det store krav til planlægningen, men med en ordentlig organisering går det hele op«, siger lederen af hjemmeplejen i Birkerød Kommune, Helle Drabæk Nielsen. Kvart i otte skramler stolene, og stemmerne forstummer. De ansatte er på vej ud til dagens første besøg. En vigtig del af planlægningen er at sikre, at borgerne får de samme faste hjemmehjælpere. Det er særlig vigtigt, hvis det er en dement person. Ifølge Helle Drabæk Nielsen lykkes det, fordi man gør en aktiv indsats for at have en stabil stab af personale. Samtale efter fravær Sygefravær følges op med samtaler. Kurser, ugentlig fysioterapi og fredagsmorgenmad skal gøre arbejdspladsen til et godt sted at være. Og det virker tilsyneladende. »Mange har været her længe, og det giver en god teamfølelse, fordi vi kender hinanden. Det får vores brugere tilbage i form af stabilitet og tryghed«, siger Rikke Svensson, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Birkerød Kommune. Hun har svært ved at sætte fingeren på, hvad det lige præcis er, der gør hjemmeplejen i Birkerød velfungerende. Forsker: Ingen tilfældighed Men ifølge Kurt Klaudi Klausen, der er professor på Institut for Organisation og Ledelse på Syddansk Universitet, er det ingen tilfældighed. »Der er mange parametre, der er afgørende for, om den offentlige arbejdsplads fungerer. Det er klart, der skal være en ordentlig ledelse og organisering, men det afhænger også af, hvor stor en prioritering politikerne har givet området. Betingelserne er ikke lige gode alle steder. For eksempel kan det være mere vanskeligt at få det til at hænge sammen i et geografisk stort område«, siger han. Kurt Klaudi Klausen mener dog, at en afgørende faktor er, at ledelsen har en aktiv personalepolitik. »Selv om det offentlige har en lang tradition for personalepleje, er det meget forskelligt, hvordan den udmøntes. Det er vigtigt, at personalepolitikken ikke står på en hylde, men bruges aktivt. Især hvis det er et sted, hvor der er stor udskiftning af personalet«, siger han. Sats på personalet Formanden for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Vagn Ry Nielsen, mener også, at det er personalepolitikken, der skal satses på, hvis de ældre i fremtiden skal have en stabil hjemmehjælp. »Udfordringen bliver at rekruttere og fastholde medarbejderne i ældreplejen. Det skal gøres ved at udvikle deres kompetencer og gøre arbejdet mere fleksibelt. Men man skal også huske på, at der er en grænse for, hvor stærkt medarbejderne kan løbe, og den grænse har man nået nu«, siger Vagn Ry Nielsen. KL: Højt antal hjemmeplejere er ikke et problem Han mener dog ikke, at de ældre i dag har store problemer med mange skiftende hjemmehjælpere. »De fleste kommuner gør sig umage for at minimere antallet af hjemmehjælpere, men det kan ikke undgås, at der kommer forskellige personer, fordi ferie, fridage og sygdom gør, at det ikke kan være den samme hver gang. Men det skader ikke, at man har skærpet opmærksomheden på, at de ældre skal have så få hjælpere som muligt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her