Nyborg Statsfængsel er til formiddag i en slags undtagelsestilstand efter tumulterne i fængslet i aftes. Inventar på fællesarealer blev smadret, og der blev sat ild til et vagtkontor, hvor papirer, computer og andet brændte. 'Nærmest undtagelsestilstand' Fangeoptøjerne er kulminationen på længere tids uoverensstemmelser mellem de indsatte og personalet om blandt andet adgangen til motionsudstyr og håndvægte. »Der er ro nu. Der er nærmest undtagelsestilstand, og det betyder, at fangerne er på deres celler«, siger fængslets viceinspektør, Torben Mogensen, til Ritzau. 'Det ser voldsomt ud' Han har i formiddag haft møder med personalet for at orientere om, hvad der er sket, og der blev indkaldt til nyt personalemøde igen klokken 14. »Vi har endnu ikke opgjort skaderne, men det ser voldsomt ud. Et personalekontor er raseret, og inventaret er slået til pindebrænde. I fællesarealerne har de splittet møblerne ad og brugt dem til at barrikadere sig«, siger Torben Mogensen.
Viceinspektør: Undtagelsestilstand i fængslet
Lyt til artiklen