Politiet frafalder en sigtelse mod den private børnepasser Anny Jantzen fra Morsø. Hendes verden blev forandret på grund af tv-programmet 'Det tager børn da ikke skade af' på DR i november. Udsendelsen viste børn, som tilsyneladende blev slået. Samtidig udtalte børnepasseren, at hun til tider gav børnene et klap. Efter udsendelsen modtog politiet i Thisted op imod et halvt hundrede anmeldelser fra borgere i hele landet. Men i går henlagde politiet sagen. Det oplyser politimester Kåre Skjæveland, Thisted, der begrunder beslutningen med, at intet tyder på, at kvinden har forøvet vold mod en dreng, sådan som det ellers fremstod på tv. Politiets krav om at få udleveret DR's råbånd er samtidig også droppet. Politimesteren ønskede ikke at give en nærmere begrundelse inden et pressemøde tirsdag. Vil ikke udtale sig Anny Jantzen ønsker ikke selv at udtale sig, men det vil hendes mand derimod godt på Anny Jantzens vegne. »Resultatet var, som hun forventede. For hun havde jo ikke gjort noget«, siger Jens Jantzen. Han mener, der er blevet manipuleret med billederne, og at det må være grunden til, at politiet har droppet tiltalen. »Der var klippet meget mellem scenerne, så man så en hånd slå og derefter en reaktion fra et andet barn«, siger Anny Jantzens mand, der forklarer hustruens tavshed med nogle meget hårde måneder, som de begge ønsker snart bliver glemt. Chefen for DR-Undervisning, Peter Zinckernagel, beklager det omtalte klip. »Vi er kede af, at scenen blev bragt, fordi den er misvisende for historien. Hovedsagen er, at Anny Jantzen siger, at hun nogle gange giver et klap«, forklarer han. Han mener, det er vigtigt med fokus på privat børnepasning. Derfor er DR-chefen også glad for, at det ikke fører til en enkeltstående sag. »Det har jo aldrig været vores mening at sætte fokus på den pågældende børnepasser, men udelukkende på, at man lader folk passe børn uden at være blevet ordentlig oplyst«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























