Duer ikke. Væk! Med Pia Kjærsgaard (DF) i rollen som den kræsne prinsesse og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) som Klods Hans er der lagt op til et opgør mellem regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti. Solomeldinger Pia Kjærsgaard reagerer skarpt på den seneste i rækken af solomeldinger fra regeringen - nemlig signalet om yderligere skattelettelser, som Claus Hjort Frederiksen sendte i dagbladet Børsen i går. Men uden at fortælle, hvor pengene skal komme fra. »Det duer altså ikke, når statsministeren selv så mange gange har understreget, at skattelettelser skal være finansieret krone for krone«, siger Pia Kjærsgaard. Hun minder om, at Dansk Folkeparti er med i forliget om de skattelettelser, der trådte i kraft ved nytår, og som først er indfaset i 2007. Og der er masser af andre ting, DF hellere vil bruge penge på. »Der er stadig et slip i forhold til de ældre og de socialt dårligt stillede. Det kommer altså i første række«, siger Pia Kjærsgaard. Glæde hos Konservative Hos de konservative modtages meldingen til gengæld med glæde. »Det er fint, at Venstre nu også tilslutter sig den konservative ambition om at sænke skatten yderligere. Vi vil fortsat gerne have mellemskatten helt væk«, siger finansordfører Lars Barfoed. Han understreger, at skattelettelser skal være finansieret, og han har også et forslag til, hvordan det kan ske. »Vi mener fortsat ikke, der behøver at være automatik i, at overførselsindkomsterne stiger med samme hast som lønningerne. Hvis man ændrer den mekanik, er der rigeligt rum til at afskaffe mellemskatten«, siger han. Men det er netop den slags forslag, der tidligere har skabt splid mellem V og K - for slet ikke at tale om Dansk Folkeparti. V-finansordfører Kristian Jensen afviser da også blankt, at skattelettelser kan finansieres ved at lade overførselsindkomsterne stige langsommere. »Jeg går ud fra, at Lars Barfoed ved, hvad regeringens politik er på det område. Der er et satspuljeforlig mellem en række partier, og det har vi tænkt os at stå ved«, siger Kristian Jensen. Vil ikke love bestemt beløb Han pointerer, at Venstre ikke konkret vil love et bestemt beløb sat af til skattelettelser i en kommende valgperiode. Der er mere tale om at indikere kursen: »Det naturlige forløb efter en periode med skattestop er skattelettelser. Det er et signal om, at vores ambitioner rækker videre«, siger Kristian Jensen og peger på, at staten har sparet store beløb på den stramme udlændingepolitik, så det kan ikke udelukkes, at der kan findes penge til skattelettelser. I Dansk Folkeparti opfordrer Pia Kjærsgaard statsministeren til at sætte tingene på plads. »Nu må vi have opklaret denne debat. Det er der behov for«, siger hun. Både de radikale og Socialdemokraterne mener, at signalet om yderligere skattelettelser er et udtryk for en uansvarlig økonomisk politik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























