Både højre- og venstrefløjen kræver en forklaring på indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) beslutning om at stoppe en ny cd-rom til de 15 til 16-årige om sex, prævention og følelser. Cd-rommen, Sexstarz, går for vidt, mener han. »Den overskrider simpelthen grænsen for, hvad der er acceptabelt. Hvad skal det gøre godt for at fortælle børn og helt unge om dyresex og sex med urin og afføring? Det er min klare holdning, at det ikke er statens opgave og har i hvert fald intet at gøre med præventionsoplysning«, siger Lars Løkke Rasmussen som torsdag - i sidste øjeblik - besluttede at skrotte cd-rommen. Indenrigs- og sundhedsministeren er nu kaldt i samråd i Folketingets sundhedsudvalg om beslutningen, som kommer, efter at Indre Missions Tidende (IMT) i denne uges udgave var kommet i besiddelse af cd-rommen og blandt andet havde beskrevet dens indhold som satanisk. 'Formynderisk og censur' Sexstarz er lavet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og foreningen Sex & Samfund. Den skulle i næste uge have været delt ud til elever i landets 9. klasser. De 60.000 eksemplarer af cd-rommen - til en pris af 450.000 kroner - bliver nu destrueret. Mens Kristendemokraterne kritiserer Lars Løkke Rasmussen for at ikke at have grebet ind tidligere, mener Socialdemokraterne slet ikke, at cd-rommen bør stoppes. »Det er formynderisk og censur. cd-rommen er lavet på baggrund af de spørgsmål, de unge selv stiller, og hvis de nu engang diskuterer disse emner, så bør de også kunne få en saglig og faglig information. Alternativet er blot, at de bombarderes med underlødigt materiale via blandt andet internet«, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























