Fast mødetid i skoler kan afskaffes

Skole og Samfund støtter en senere og mere 'fleksibel' daglig skolestart. - Foto: Martin Lehmann
Skole og Samfund støtter en senere og mere 'fleksibel' daglig skolestart. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Flere skoler landet over er begyndt at indføre en glidende start på skoledagen. Børnene møder mellem klokken 8.00 og 8.30 og går selv i gang med at læse, lave lektier eller arbejde ved computer efter aftale med læreren. Først klokken 8.30 går den fælles klasseundervisning i gang. Det er en rigtig god idé, mener forældre fra Skole og Samfund med støtte fra Venstre, Socialdemokraterne og cheferne for kommunernes skoleforvaltninger. »Vi har påpeget i mange år, at det ikke er moderne at køre en skole som en fabrik, hvor man stempler ind og ud. De fleste forældre har fået fleksibel arbejdstid, og det passer ikke godt i deres rytme at hænge på et bestemt tidspunkt. Derfor støtter vi varmt, hvis kommunerne laver en fleksibel skolestart en halv time frem, og så starter undervisningen på et andet tidspunkt, sådan at når man kommer, så falder man stille ind med det man nu har behov for - lave lektier, læse, eller måske skal man have hjælp til noget fra læreren«, siger formanden for Skole og Samfund, Thomas Damkjær. Skolecheferne er med Skolecheferne går også ind for en glidende start på dagen, men de så gerne at den blev indført i et samspil mellem skolen og SFO'en. »Vi har slået på i mange sammenhænge, at det ville være en god ide, hvis børnene mødte ind i SFO'en og skolen så gik i gang klokken 9.00. Med til dagsordenen hører også, at skolen er et kollektiv, som skal fungere, hvor man på den ene side skal tage hensyn til det enkelte barn, men også at den læringsform, man har tilrettelagt, kan fungere«, siger Per B. Christensen, formanden for Børne- og Kulturchefforeningen. Den lille kommuneskole Uvelse Skole ved Slangerup i Nordsjælland har fleksible mødetidspunkter. Og den har netop fået topkarakterer i en undersøgelse, som CVU-Storkøbenhavn har lavet, hvor de har målt på elevernes trivsel og hvordan eleverne klarer de bindende trinmål. Alligevel frygter Danmarks Lærerforening, at en fleksibel skolestart går ud over undervisningen. Lærerne er imod »Rent praktisk tror jeg bare, at børnene kommer dryppende ind. Det giver ingen ro og forstyrrer de andre, og vil være en meget ineffektiv udnyttelse af de knappe undervisningsressourcer«, siger formanden for fagligt udvalg i Danmarks Lærerforening, Lotte Lange. Hun er overbevist om, at det er bedst for alle at komme tidligt i gang klokken 8.00. »Så er man frisk«, siger hun. Men det er forskerne ikke helt enige i. Ifølge forsker Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet er børn ikke parate til at lære fra tidlig morgen ifølge Rita Dunn, St. Johns University i New York, som forsker i børns læring. Lærer bedst om formiddagen »Hun siger, at mennesker typisk lærer bedst sidst på formiddagen og først på eftermiddagen. Typisk fra klokken 10 til 14.00. Hun kritiserer, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt, at skolen begynder klokken 8.00, i hvert fald ikke, at man begynder på krævende intellektuelle aktiviteter, fordi man ikke er rigtigt vågen endnu og helt oplagt«, siger Per Fibæk Lauersen og understreger, at der er mange individuelle variationer. Socialdemokraternes uddannelsesordfører Carsten Hansen og Venstres Gitte Lillelund-Bech støtter fleksible mødetidspunkter og opfordrer kommunerne til at tænke på det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her