I Danmark kan man ikke genkende de svenske meldinger om en stigning i seksuelle overgreb på husdyr. »Fra tid til anden får vi et dyr ind, hvor der kan være mistanke om seksuelt overgreb, men det er i snit 'kun' omkring et tilfælde om året«, siger Henrik Elvang Jensen, professor i veterinær patologi ved Landbohøjskolen. Han kan umiddelbart huske to eksempler fra de seneste år: »I det ene tilfælde var nogle personer brudt ind på en byggelegeplads og havde mishandlet nogle kaniner. I det andet tilfælde havde man stukket jernstænger op i en hoppes vagina, og dyret måtte aflives«. Ikke ulovligt I Danmark er sodomi i sig selv ikke ulovligt, men det er »grovere uforsvarlig behandling« af dyr. Grænsen kan være hårfin, men alligevel har ingen danske organisationer foreløbig tænkt sig at følge de svenske dyrlægers eksempel og kræve en ændring af dyreværnsloven, så sodomi bliver forbudt. »Hidtil har vi valgt ikke at rejse debatten, ud fra den betragtning, at problemet kan blive større af, at opmærksomheden på det bliver større«, siger direktør for Dyrenes Beskyttelse Ole Münster: »Men vi ved, at der er et stigende antal af hjemmesider, der har med sodomi at gøre. Viser det sig, at der er et behov i Danmark, vil vi naturligvis komme på banen og rejse debatten«. Ingen meldinger fra dyrlæger Dansk Dyrlægeforening får slet ingen meldinger om sodomi fra de praktiserende dyrlæger, oplyser informationsmedarbejder Børge Jørgensen. Når politiet overvejer at rejse tiltale i dyreværnssager, bliver Det Veterinære Sundhedsråd ofte bedt om at komme med en udtalelse. Rådet kommer med en veterinærfaglig udtalelse i omkring 120-140 sager om året - herunder også sager, der har baggrund i sodomi, fortæller rådets formand, Ove Svendsen: »Et eksempel er en mand, der af vidner blev set føre sit lem ind i skeden på en hoppe. Da hoppen efterfølgende blev undersøgt af en dyrlæge, kunne der ikke påvises noget unormalt. Rådet nåede senere frem til den konklusion, at dyret næppe havde lidt overlast i dyreværnsmæssig forstand«. Det Veterinære Sundhedsråd modtager også tilfælde af decideret seksuel mishandling af dyr: »Det kan være sager, hvor der er stukket objekter op i skeden på hundyr. Men vi får - heldigvis da - i snit højst et tilfælde om året«, siger Ove Svendsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























