Arbejdet styrer livet i familien

Lyt til artiklen

Danskerne sover længere om morgenen, de køber senere ind, og de bruger længere tid på transport. Det typiske 8-16- job er kraftigt på tilbagetog, og det fleksible arbejdsmarked er over os. Det viser en særkørsel fra Socialforskningsinstituttet, der sammenligner danskernes mødetidspunkter i 1987 og 2001. »Der er sket en forskydning: Der er færre, der arbejder tidligt, og flere, der er på vej hjem senere. Og det er tankevækkende, at på trods af de mange arbejdstidsnedsættelser så arbejder folk ikke mindre, men en halv time mere ugentligt. Arbejdstiden er bare på mere forskellige tidspunkter end før«, siger forsker Jens Bonke fra Socialforskningsinstituttet, der har trukket danskernes mødetidspunkter ud af undersøgelsen 'Tid og velfærd'. Udviklingen betyder, at familierne har sværere ved at få enderne til at nå sammen, mener både HK-Handel og Dansk Arbejdsgiverforening. De er dog uenige om årsagen. Arbejdsgiverne klandrer det offentlige for ikke at følge med for eksempel med længe åbent i daginstitutioner, mens formanden for HK-handel, Jørgen Hoppe, kalder de skæve arbejdstider en ond cirkel, hvor arbejdslivet dominerer fritiden. Ændret arbejdsrytme »Det er en dårlig udvikling, at vi i større og større udstrækning skal betjene hinanden 24 timer i døgnet, året rundt. Vi render alle rundt og får mindre tid til familie, børn og venner, fordi vi risikerer, at de arbejder på andre tidspunkter, end vi gør. Og vores børn kan ikke gå til fritidsaktiviteter på samme tid, fordi vi ikke har tid til at følge med dem«, siger Jørgen Hoppe. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener derimod, at det er på tide at indrette de offentlige tilbud efter, at der er en anden arbejdsrytme i dag. »I og med at både mor og far er på arbejdsmarkedet, er det helt nødvendigt med fleksible arbejdstider. Men det konflikter med det omliggende samfund, som lukker tidligt. Børnepasning er slet ikke fulgt med, og nu har jeg ikke kunnet komme i banken i 14 dage og indløse en check, fordi den lukker, før jeg har fri«, siger arbejdskraftschef Tina Voldby i DA. Møder senere på job Fra 1987 til 2001 er andelen af folk, der møder inden klokken otte om morgenen, faldet fra 42 procent til 35 procent gennemsnitligt. Men det dækker over store variationer faggrupperne imellem. Det største fald har dem med de lange videregående uddannelser taget. I 1987 var hver femte på arbejde før klokken otte, mens det kun gælder 13 procent i 2001. Ifølge tidligere formand for Børnerådet professor Per Schultz Jørgensen er familien i dag så vant til at planlægge sig ud af alting, at det er meget godt, at den støder på nogle skarpe hjørner, der er knap så fleksible - børnehaven og skolen. »Arbejdsmarkedspresset er så stort og familien så fleksibel, at det går ud over de andre steder i livet. Elastikken er familien, børnene, som hentes senere, for det er arbejdet, som prioriteres af langt de fleste. Det fylder så meget, at det sætter dagsordenen for en lang række af de andre aftaler«, siger Per Schultz Jørgensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her