Diplomater er lune på Anders Fogh som ny EU-formand

Flere diplomater peger på Anders Fogh Rasmussen som afløser for Romano Prodi. Den danske statsminister har ingen kommentarer. - Foto: Thomas Borberg
Flere diplomater peger på Anders Fogh Rasmussen som afløser for Romano Prodi. Den danske statsminister har ingen kommentarer. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Om fire måneder skal de 25 EU-lande finde en afløser for Romano Prodi som formand for EU-kommissionen, og et nyt navn er dukket op på de europæiske rygtebørser, nemlig statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Diplomatiske kilder fra flere EU-lande bekræfter over for Politiken, at den danske statsminister nævnes som en mulig kandidat - om end ikke blandt favoritterne. »Han står meget højt på vores liste«, siger én diplomat fra et af de store EU-lande, der dog ikke ønsker at lægge hverken navn eller land til udtalelsen. En anden EU-diplomat fra et af de store lande, der var imod Irakkrigen, betegner Fogh som en mulighed. »Han nævnes, men ikke i første række«, siger diplomaten, der ikke anser Danmarks deltagelse i krigen som en belastning for den danske statsminister i denne forbindelse. Til gengæld vurderer diplomaten, at de danske forbehold svækker en danskers chancer. Politiken erfarer, at rygterne er nået til København og cirkulerer i både Stats- og Udenrigsministeriet. Men det betragtes som udelukket, at statsministeren skulle forlade dansk politik i år. En EU-ekspert i London, der følger spillet om at finde Prodis afløser, vurderer, at Anders Fogh har nogle af de kvaliteter, den nye formand skal besidde. »Det er afgørende at finde en slagkraftig person, hvis kommissionens troværdighed skal genoprettes efter to relativt svage formænd«, siger Daniel Keohan fra tænketanken Center for European Reform i London. Han bekræfter, at Foghs navn er i spil. »Men han nævnes ikke så ofte som nogle af de andre kandidater. Rasmussen er respekteret, men man har ikke indtryk af, at han selv vil. Han er jo også stadig meget ung«, siger Keohan om 50-årige Fogh. Ifølge Politikens oplysninger har bl.a. Storbritannien og Polen et godt øje til Fogh. De er begge bekymrede over udsigten til, at den nuværende favorit, Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker, skulle få jobbet. Han ses som en meget integrationsivrig EU-politiker. Det ønsker de to lande ikke. Statsministeren ønsker ikke at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her