Presset fra den stigende biltrafik tvinger København til nye initiativer for at gøre livet lettere for firhjulede pendlere. »Kommunens politik er i princippet, at der helst ikke skal flere biler ind i byen. På den anden side kan vi jo ikke sidde og se på, at myldretidstrafikken bliver helt kaotisk«, forklarer Lars Bo Frederiksen, trafikingeniør i Københavns Kommunes Vej & Park-afdeling. I stedet for at bygge nye veje går man efter den langt billigere løsning og presser ekstra kapacitet ud af de eksisterende. Det sker ved at sørge for, at lyskrydsene passer bedre med trafikken, og at det grønne lys er nøje afstemt med antallet af biler og busser i de forskellige retninger. Gamle kabler skiftes ud Vej & Park har for eksempel øget maksimumtiden for grønt lys på de store indfaldsveje fra 45 til 65 sekunder de seneste 20 år, fordi trafikmængden på hovedfærdselsårerne er steget voldsomt. Nu vil man så udskifte de gamle, slidte kabler under asfalten ved lyskrydsene, for eksempel med trådløs kommunikation. Det vil mindske risikoen for fejl og give mere stabilitet. »I dag ligger kablerne sårbart og bliver indimellem hakket over ved kloakarbejde, lægning af fjernvarme eller lignende. Desuden kan fugt trænge ind og give problemer i systemet«, fortæller Lars Bo Frederiksen. Fejlene giver sig typisk udslag i, at lyskrydsene hele tiden skifter mellem to systemer, for eksempel myldretidsprogrammet og dagsprogrammet. Det kan resultere i, at der er grønt i flere minutter - hvor den højeste planlagte grønttid ellers er 65 sekunder. Det kan også betyde, at der er grønt i så kort tid, at firehjulede, tohjulede og gående ved de store indfaldsveje ikke kan nå over, og bilkøerne bliver kilometerlange. Flere programmer Det andet initiativ er elektronisk overvågning af krydsene ved store indfaldsveje fra for eksempel Amager-Køge Bugt-motorvejen og Helsingørmotorvejen-Lyngbyvejen. I dag har man et primitivt system med blot to detektorer under asfalten i hvert kryds, men i foråret begynder et forsøg med langt over 100, alene i området omkring Sydhavnen. Samtidig indføres et system, der kan skifte mellem langt flere end de fire forskellige trafikprogrammer, der er i dag. »Når der skal mindre variation til, før indstillingen af lyskrydsene skifter og tilpasser sig trafikken, vil den selvsagt glide lettere«, forklarer Lars Bo Frederiksen, der har koordineret københavnske kryds i mere end 30 år. Og som har fået markant større udfordringer alene de seneste fem-seks år. I den periode er trafikken på de store indfaldsveje til hovedstaden steget op mod 30 procent, og det forventes, at den i områder med stor byudvikling som Sydhavnen vil stige yderligere 30 procent frem til 2012. Måske endda mere, hvis billetpriserne i den kollektive trafik bliver ved med at stige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























