Moren til en 21-årig mand, der i forsommeren 2002 døde under en anholdelse, har følt sig tvunget til at gribe til ulovligheder i et forsøg på at få sandheden frem om sønnens skæbne. Det kommer i aften til at fremgå af en dokumentarudsendelse, som bringes i DR TV. Kopierede obduktionserklæring Moren, Jonna Ørskov fra Løgstør, fjernede i efteråret obduktionserklæringen om sønnens død fra statsadvokatens kontor og kopierede den, inden hun leverede den tilbage. Erklæringen rejser tvivl om en redegørelse fra statsadvokaten i Aalborg, som frikender de to betjente, der foretog den skæbnesvangre anholdelse. Omkom under anholdelse ved byfest Jonna Ørskovs søn, den 21-årige Jens Arne Ørskov Mathiasen, døde under en anholdelse i forsommeren 2002, da han var til byfest i Løgstør. To betjente fra Løgstør Politi foretog anholdelsen i forbindelse med nogle spektakler på festpladsen. Under kørslen til politistationen i Aalborg med den 21-årige, der var lagt i håndjern, blev den anholdte ifølge betjentene aggressiv og sparkede en rude ud i politibilen. Derefter blev han trukket ud af vognen og lagt på asfalten, hvor han døde. Angiveligt af hjertestop. Flere kvæstelser »Ikke alene obduktionserklæringen, men mange andre ting, tyder på, at sandheden om min søns død ikke er kommet frem«, siger moren, Jonna Ørskov. »Dels havde han andre kvæstelser, der ikke er givet en ordentlig forklaring på, og dels ser det ud til, at min søn ikke har sparket ruden ud under kørslen. Hele statsadvokatens redegørelse tager symptomatisk højde for betjentenes version«, fortsætter hun og tilføjer: »Allerede da jeg så min døde søn, blev jeg overbevist om, at han havde været udsat for vold, og allerede dengang lovede jeg mig selv, at jeg ville forfølge sagen. Jeg kan ikke forholde mig til, at sandheden om hans død skjules«. Spørgsmål til statsadvokatens konklusioner Journalisterne bag dokumentarudsendelsen 'Under anklage', Christian Andersen og Michael Klint, har i godt og vel et år boret i sagen. Ifølge Christian Andersen vil eksperter i udsendelsen sætte spørgsmålstegn ved statsadvokatens konklusioner på baggrund af obduktionserklæringen. Lighed med Tilstsag Jonna Ørskovs advokat, Claus Bonnez, der også er formand for den kriminalpolitiske forening KRIM, siger, at sagen har ligheder med den såkaldte Tilstsag, hvor to unge mænd blev dræbt af politiskud. Her er faren til en af de dræbte ustandseligt løbet panden mod en mur, når han har forsøgt at få indsigt i sagsakterne. Det samme gør sig gældende i Løgstørsagen. Eksemplerne sætter ydermere spørgsmålstegn ved procedurerne for behandling af klager over politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























