Partierne bag folkeskoleforliget er nu parate til at tage et livtag med fordelingen af tosprogede på folkeskoler. Hidtil har folketingsmedlemmerne ikke blandet sig i kommunernes praksis, men nu vil de drøfte, hvordan man forhindrer en udvikling, hvor flere og flere skoler får en voldsom overvægt af tosprogede elever - såkaldt 'sorte' skoler - mens andre næsten ingen har. S: Lovændring kan være nødvendig Socialdemokraterne mener, at det kan være nødvendigt at ændre loven for at sikre en bedre fordeling. »Vi skal ikke lave kvoter, så vi siger maks. 30 procent i en klasse, så er jeg bange for, at så gør man ikke mere. Hvis man mener noget med det her, så skal der helhedsløsninger til. Det er det frie valg, der gør, at folk vælger skolen fra. Og som udgangspunkt må vi sikre en lovgivning, som gør, at folk bliver i folkeskolen, for det er det afgørende«, siger integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard (S). Minister vil tage sagen op Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) vil gerne tage sagen op i forligskredsen. »Vi er enige i forligskredsen om at se på, hvordan man understøtter en bedre fordeling af tosprogede. Ikke for at indføre kvoter, men for at se, hvordan man griber det an i forskellige kommuner, og så sprede den viden, vi indsamler«, siger Ulla Tørnæs. Hun understreger dog, at hun ikke vil lave kvoter som på gymnasierne. »Der er den store forskel på gymnasier og folkeskolen, at du ifølge folkeskoleloven har retskrav på at få en plads på en skole i det distrikt, du hører til. Det ønsker vi ikke at ændre«, siger hun. SFI skal indsamle erfaringer I stedet vil hun have eksperter fra bl.a. Socialforskningsinstituttet på banen og indsamle erfaringer fra kommuner, hvor det er lykkedes at sprede tosprogede. Bl.a. Farum og Albertslund, hvor børnene sprogtestes ved skolestart. De børn, som består testen, kommer på distriktsskolen, mens de cirka 85 procent af de tosprogede, som ikke er stærke nok sprogligt, bliver fordelt på skoler, som kan tilbyde lærere, der behersker børnenes modersmål. Det betyder, at alle skoler har cirka 30 procent tosprogede. For mange tosprogede Også Kommunernes Landsforening (KL) erkender behovet for en indsats, men vil ikke have hverken kvoter eller lovgivning på området. I stedet vil man bruge ressourcer på at overbevise tosprogede forældre om, at deres børn vil blomstre både fagligt og socialt, hvis skolen er mere afbalanceret. »Det er behov for det. Vi må erkende, at der er adskillige kommuner med skoler, hvor andelen af tosprogede er al for høj. Nogle steder i hovedstadsområdet og Odense og Århus nærmer det sig jo 90 procent. Og det er jo en kedelig udvikling, hvor forældrene til ressourcestærke danske børn fravælger distriktsskolen primært til fordel for privatskoler. Det kan man ikke klandre dem for, men man står tilbage med en skole, som har en meget stor andel af tosprogede og børn, som kommer fra ikke så ressourcestærke hjem«, siger Bjørn Dahl (V), formand for Børne- og Kulturudvalget i KL. Nyt analysearbejde Også Københavns Kommune har erkendt, at det ikke at lykkedes for dem at sprede de tosprogede. Uddannelsesudvalget og skoleborgmester Per Bregengaard (Enh) har netop besluttet at analysere, hvad der skal til for at sætte skub i udviklingen. »Det ser ud til, at de hidtidige tiltag ikke er virkningsfulde nok«, lyder det i begrundelsen. Frevert-forslag stemt ned Udvalget nedstemte derimod et forslag fra Louise Frevert (DF) om at fordele eleverne efter en procentsats svarende til det antal tosprogede elever, der er i kommunen. »Måske er der lys for enden af tunnelen nu. Per Bregengaard har ikke villet være med til noget som helst, derfor er der intet sket. Men nu håber, jeg denne undersøgelse vil munde ud i, at man finder ud af fornuften i at motivere indvandrerforældre til frivilligt at sprede deres børn ved at fortælle, at de så får en bedre skolegang«, siger Louise Frevert, som både er medlem af Borgerrepræsentationen og Folketinget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























