417 nye boliger bliver ikke modtaget med begejstring i Aalborg. Af den klare årsag, at der ikke er brug for dem. »I mange år har vi ikke haft tomme boliger, men lige nu står 100 lejligheder uden lejere. Ingen by ønsker sig tomme boliger«, siger Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S). 417 nye lejligheder De 417 nye boliger, der skal opføres seks kilometer uden for Aalborgs bymidte som nabo til Aalborg Universitet, er resultatet af regeringens tilbud om ekstra fradrag til bygherrer, der bygger private udlejningsboliger. I alt har regeringen sat en milliard kroner ind på projektet frem til 2007, og foreløbig er den halve milliard afsat. Hovedparten af projekterne er gået til selskaber, som vil bygge uden for det boligtrængte København. At der ikke tages geografiske hensyn skyldes, at pengene ikke bevilges som direkte tilskud, men som skattefradrag. Derfor følger Erhvervs- og Boligstyrelsen helt objektive kriterier og fordeler pengene efter, hvor fradraget giver flest kvadratmeter. Familieboliger fremmes Siden første ansøgningsrunde er loven strammet op, så bygherrerne forpligter sig til at bygge en stor del af familieboliger. Det huer slet ikke Aalborg-borgmesteren: »Havde det så bare været ungdomsboliger - det kunne vi godt bruge, for vi har 1.500-1.600 på venteliste«, siger borgmesteren, som allerhelst så fradraget brugt til byfornyelse. Dels har Aalborg stadig over 2.000 utidssvarende lejligheder uden bad, dels giver byfornyelse mere beskæftigelse på en ledighedsplaget egn. Vinderen af det seneste fradrag på 150 millioner kroner, Udviklingsselskabet af 15. december 2003 Aps, skal inden 13. februar dokumentere, at de har købt grunden. Selskabet blev i øvrigt oprettet, dagen før der var ansøgningsfrist. Udviklingsselskab undersøger markedet Ifølge direktør Ulrik Bebe fra selskabet har man endnu ingen kommentarer til projektet eller om mulighederne for at realisere byggeriet. Han oplyser dog, at selskabet har købt grunden i Sønder Tranders, men endnu ikke har lagt sig fast på fordelingen af boligtyper. »Vi skal først have undersøgt markedet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























