Når man skal amputere et ben, så er det bedst at gøre det i et hug. Det bliver ikke mindre smertefuldt, hvis processen udføres i flere små operationer. Med det billede opfordrer en af forsvarets topofficerer, brigadegeneral Michael Clemmesen, politikerne til at gå drastisk til værks, når de i foråret skal lægge rammerne for fremtidens forsvar. En advarsel Opfordringen rummer også en advarsel. Når politikerne i de kommende år vil sende endnu flere danske soldater ud i internationale aktioner, så skal der bruges penge til ordentlig uddannelse og træning af soldaterne. »Det kan meget vel koste menneskeliv, hvis vi ikke får penge til at give en fornuftig uddannelse. Så jeg håber virkelig, at politikerne forstår det«, siger Michael Clemmesen, der er leder af det baltiske forsvarsakademi, Baltic Defence College i Estland. Dårlig træning har krævet liv Michael Clemmesen mener, at for dårlig uddannelse og træning allerede har kostet danske soldater livet i Afghanistan og i Irak. Han peger på sprængningsulykken i Kabul og skudepisoden i Irak, hvor en dansk soldat blev dræbt af sine egne. Slap holdning Ifølge Clemmesen handler det ikke kun om penge, men også om en for slap holdning til uddannelse og træning. »Vi bliver nødt til at presse både soldater og officerer helt til grænsen under træningen. Ellers lærer de ikke noget af det«, mener brigadegeneralen. Luk kaserner Dansk forsvar må droppe sin »laisser faire-holdning«, er budskabet fra Michael Clemmesen - og indstille sig på omfattende reformer: »Vi kan ikke frigøre midler til andre nødvendige ting, hvis vi ikke skærer meget dybt i forsvarsstrukturen«. Ifølge Michael Clemmesen er vejen frem at skære kraftigt i antallet af kaserner, flyvestationer og flådestationer. Det vil også betyde, at forsvaret kan spare udgifter til civile ansatte. Og så har det danske forsvar alt for mange officerer, som man må skille sig af med. Michael Clemmesen vil ikke forholde sig direkte til det udspil til reform, som Forsvarskommandoen fremlagde i september. Et udspil, der lægger op til en langt mere professionel hær, der kan rykke ud i verden med kort varsel. Clemmesen håber på politikerne Men det er åbenlyst, at Clemmesen ikke finder det vidtgående nok. Nu sætter Michael Clemmesen så sin lid til politikerne, som skal forhandle et nyt forsvarsforlig i løbet af foråret. Regeringens udspil ventes i løbet af et par uger. »Jeg kan ikke forestille mig, at danske politikere bevidst vil spilde skatteborgernes penge. At de af hensyn til deres genvalg, kommuner og den slags ikke er parat til at tage konsekvensen af ønsket om at deltage i internationale operationer«, siger Clemmesen. Ikke flere penge Reformen af forsvaret er så omfattende, at politikerne skal lægge sporene for både dette og de næste to forsvarsforlig, mener Clemmesen. Men de hårde og svære snit bør de gennemføre nu - og ikke foretage amputationen lidt ad gangen. Michael Clemmesens opsang blev afleveret på et seminar om fremtidens forsvar på Dansk Institut for Internationale Studier i går. Stephen de Spiegeleire fra den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænketank RAND Europe mente, at Danmark har gode muligheder for at lave de nødvendige reformer. Netop på grund af den politiske tradition for flerårige forlig, som gør det muligt at planlægge langsigtet. »Og reformer fremmes bedst ved at tildele forsvaret et uændret budget. Hvis forsvaret bare får flere penge, så falder reformiveren«, sagde Stephen de Spiegeleire. Michael Clemmesen erklærede sig helt enig i det synspunkt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























